Nu sker det: Posthusterminalen rives ned

Med nedrivningen begynder den proces, der skal forvandle posthusgrunden i København til et helt nyt bykvarter langs banelegemet ved Hovedbanegården.

En stor nedrivningsmaskine river og knuser et stort stykke beton. Det falder ned med et drøn og støver hvirvler op i den varme luft.

Den gamle grå Postterminal på Bernstorffsgade, der er fra 70'erne, har forlængst udtjent sin værnepligt. Her er millioner af breve og pakker blevet sorteret af postarbejdere. Men længe har den ligget øde hen. For i 2015 solgte Post Nord terminalen fra og flyttede sorteringen ud til Høje Taastrup. 

Protester fra naboerne

Det vakte ikke glæde hos beboere og naboer, da det blev fremlagt, at der skal bygges højhuse på den såkaldte Posthusgrund. 

Naboerne er blandt andet utilfredse med højden på de nye bygninger. De frygter for skygger fra de høje huse og vindtuneller mellem de høje bygninger. Og senest i februar kom der noget frem, som tyder på, at boligerne i højhusene ikke er tænkt helt igennem.

Nedrivningen af den gamle postterminal på Posthusgrunden er i fuld gang.
Nedrivningen af den gamle postterminal på Posthusgrunden er i fuld gang.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

Et af de kommende højhuse er godkendt til at nå helt op til kote 115, hvilket betyder, at bygningen kan være 115 meter over havets overflade, men i den højde rammer huset røgfanen fra H. C. Ørstedsværket. Det skrev Ingeniøren i februar i år.

Det betyder ifølge Ingeniøren, at der ikke må være beboelse, tagterrasse eller åbne vinduer på de øverste 17 meter.

Også på Københavns Rådhus har planerne været diskuteret ad flere omgange. Både højden og placeringen af de mange høje bygninger, og hvilken skyline det vil give, om der kommer vindtunneller og hvor meget, der skal bruges til grønne byrum.

Nedrivningen af den gamle postterminal på Posthusgrunden er i fuld gang.
Nedrivningen af den gamle postterminal på Posthusgrunden er i fuld gang.
Foto: Leif Danielsen - TV 2 Lorry

I november 2017 vedtog et flertal i Miljø- og Teknikudvalget i København at gå videre med planerne for Posthusgrunden. Udvalget har tidligere vendt tommelfingeren nedad til projektet, fordi det har været for stort og ville tage for meget lys fra resten af byen.

Så efter en del justeringer af byggeplanerne, begynder forvandlingen til et nyt bykvarter nu.

Københavns nye bykvarter – med byliv, business og boliger

Lige nu kalder Danica Ejendomme, der er bygherre på grunden, kvarteret for Postgrunden. Københavns Hovedbanegård er nabo, og området skal i følge Danica Ejendomme binde byen og vandet sammen i en ny grøn forbindelse af cykelstrøg, åbne pladser, gangbroer og taghaver – fra København Hovedbanegård og langs vandet til Dybbølsbro.

Det nye bykvarter vil åbne sig mod baneterrænet og skabe en længe savnet forbindelse til Kalvebod Brygge og havnen. Bygningsmæssigt vil Københavns nye kvarter blive en blanding af erhverv, boliger og hotel. Fleksible og energieffektive kontormiljøer med spisesteder og handel i gadeplan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik