Nu kan du bladre igennem 100 år gamle københavnerbilleder

En tidligere rådhusforvalter tog billeder af København, dengang man fik ondt i ryggen af at bære på et kamera.

"Fotografisamlingen vil en gang i tiden blive af meget stor betydning for byens historie."

Sådan skrev Københavns tidligere rådhusforvalter, Ernst Nyrop-Larsen, til en borgerrepræsentant i 1908. I dag over 100 år efter kan du nu se de billeder, som han tog. 

Dette billede er taget ved Christianshavns Vold.
Dette billede er taget ved Christianshavns Vold.
Foto: Ernst Nyrop-Larsen

- Folk med interesse i Københavns lokalhistorie vil glæde sig over samlingen, som er speciel ved, at vi er ude i byrummet. Ernst Nyrop-Larsen har haft blik for fotoets muligheder til at dokumentere og formidle byens udvikling. Rådhusforvalteren har set fotoet som et supplement til indsamling af museumsgenstande fra byen, siger museumschef ved Københavns Museum, Louise Jacobsen.

Ernst Nyrop-Larsen er anset som lidt af en pioner inden for fotografi i sin tid. Selvom kameraerne var tunge dengang, var han ude i byen, og hans motiver forestiller alt fra kongelige besøg, byggepladser og legende børn i gaderne.

Senere stoppede han med at fotografere, men fortsatte med at indsamle billeder af byen. Ud af samlingens godt 6.000 fotos skønnes det, at Ernst Nyrop-Larsen har taget knap 900 fotos. De kan alle ses her.

Dette billede er taget under et vejarbejde på Amager.
Dette billede er taget under et vejarbejde på Amager.
Foto: Ernst Nyrop-Larsen

Udover rådhusforvalterens billeder kan man gå på opdagelse i 83.235 billeder på hjemmesiden kbhbilleder.dk.

- Vores mål er at gøre adgangen til kulturarven let tilgængelig for alle, for det handler i sidste ende om en demokratisering af kulturarven. Nu bliver det let og enkelt at få adgang til endnu en stor billedsamling, siger Niko Grünfeld, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Her ses Hovedbanegården.
Her ses Hovedbanegården.
Foto: Ernst Nyrop-Larsen

Sådan gør du, hvis du selv ligger inde med gamle billeder:

På hjemmesiden kan du bidrage ved at gøre tre ting: 
  • Du kan placere fotografierne på et kort, så det bliver registreret, hvor i byen billedet er taget. 
     
  • Du kan beskrive billedernes motiv med emneord.
     
  • Eller du kan skrive til museet og arkivet, hvis du har yderligere oplysninger om billedets datering eller fotograf.
Kilde: Kbhbilleder

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik