Nu får håndværkere specielle P-pladser

Erhvervslivet i København har brug for nemt at kunne parkere, så regningen ikke bliver dyrere for kunderne, fordi eksempelvis blikkenslageren skal bruge timer finde en parkeringsplads.

Københavns Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har arbejdet på at få afsat penge til særlige erhvervsparkeringspladser, og missionen er nu lykkedes.

Det oplyser Cecilia Lonning-Skovgaard til TV 2 Lorry, efter at budgetpartierne er blevet enige om, hvordan midlerne fra overførselssagen skal bruges - det vil sige de overskydende penge, der er i kommunen fra 2018.

Fra puljen på 799 millioner kroner er der blandt andet øremærket tre millioner kroner, som skal bruges på de omkring 200 nye særlige p-pladser, som især kommer håndværkere og folk i andre servicefag, som for eksempel hjemmehjælpere og fragtmænd, til gode.

- Meningen er, at de skal spredes rundt omkring, så københavnerne, der bor i Indre By eller i brokvarterne, lettere kan få leveret en vaskemaskine eller ordnet faldstammen, fordi håndværkeren netop kan parkere tæt på.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med aftalen, da det i noget tid har været et stort ønske for Venstre, fordi det tilsvarende har været et stort ønske fra erhvervslivet – ikke mindst håndværkerne. For det lægger en dæmper på vækst og udvikling i vores by, hvis håndværkere siger nej til ordrer, fordi de ikke kan parkere, og virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Afløser ikke eksisterende p-pladser

Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, som nu skal ud og finde den nødvendige plads, men det bliver ikke på bekostning af eksisterende p-pladser.

Ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard skal de nye erhvervsparkeringspladser findes ved at lempe på 10 meter-reglen ved vejhjørnerne, hvor det som borger ikke er tilladt at parkere. Ved at lave opmærkning på de inderste to meter, kan man finde pladsen, en løsning som man blandt andet i Aarhus har fået tilladelse til hos Transportministeriet.

De første pladser skal være klar i løbet af efteråret, og indtil da skal der udarbejdes et system, så p-pladserne ikke misbruges.

- Vi skal have lavet nogle kriterier for parkeringen på disse pladser, hvor man dels skal kunne dokumentere, at man for eksempel er håndværker, og at man holder parkeret, mens man er i aktiv tjeneste. Det skal Teknik- og Miljøforvaltningen hjælpe med at udarbejde, så det ikke bare ender som en holdeplads for håndværkere natten over, for pladserne skal bruges til de folk, som er inde for hjælpe københavnerne med konkrete ting, slår Cecilia Lonning-Skovgaard fast.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik