Har du skrålet med på megahits som Take On Me eller Forever Not Yours og higer efter flere 80'er-hits fra samme skuffe - så er der håb forude.
80'er-stjernerne fra a-ha gæster nemlig Danmark i år, når de træder ind på Tivolis scene Plænen den 27. juli klokken 22.00.
Samtidig bliver deres optræden den eneste på dansk grund i hele 2018, fremgår det af en pressemeddelelse fra Tivoli.
- Er man født i 1980 eller før står a-ha stadig lysende klare. Det gælder ikke mindst numre som The Living Daylights og Take on Me samt den ikoniske musikvideo til sidstnævnte, siger Nikolaj Koppel, der er underdirektør i Tivoli.
Det norske band, der for alvor fik sit gennembrud i 1984 med kæmpehittet Take On Me, huserede scener overalt i verden gennem 80'erne frem til deres første opløsning i 1993.
Herefter er de blevet gendannet og forenet op til flere gange, men siden 2015 nordmændene holdt sammen og indtager igen musikscener både nær og fjern.
Rockbandet tager i 2018 hul på en stor verdensturné, og det er i den forbindelse, at de gæster Danmark. På turnéen, kaldet 'Electric Summer 2018', spiller a-ha de største hits men også nyt materiale.
- Den gode nyhed er, at de kommer til København for første gang i 15 år. Og den endnu bedre nyhed er, at bandet er meget mere end et nostalgi-act – de kommer i topform og med nye, flotte anmeldelser fra ledende britiske kritikere, siger Nikolaj Koppel og tilføjer:
- a-ha bliver utvivlsomt en af de store koncertoplevelser i Tivolis helt særlige atmosfære, der dufter af sommer, fællesskab og tradition hver eneste fredag i hjertet af København.