Norsk milliardær elsker København: "Det er en drøm at skabe noget her"

Petter Stordalen kaster milliarder efter hoteller i den danske hovedstad.

Man anslår, at han er god for godt ti milliarder kroner. 

quote Mit liv handler jo ikke bare om at gå i jakker fra Tom Ford og Balmain

Petter Stordalen

Petter Stordalen møder gerne op til pressemøder i Dannebrogs-smoking og stramme læderbukser med lynlåse hen over lårene, når han skal præsentere sine ideer. 

Senest et nyt hotelbyggeri til 800 millioner kroner i Københavns Lufthavn, og en totalrenovering af den over 100 år gamle Centralpostbygning på Tietgensgade i Indre København - en samlet investering på cirka 1,3 milliarder kroner.

Her skal der laves hotel, gårdhave med cafeer, restauranter og områder, hvor man bare kan være til og nyde solen, som milliardæren forklarer, mens han fægter med begge arme. 

TV 2 Lorry er gået en tur med rigmanden i de gamle bygninger for at lære ham bedre at kende. 

Petter Stordalen har nemlig forelsket sig i den danske hovedstad, så vi kan lige så godt vænne os til ham. 

Petter Stordalen under pressemødet i den gamle postteminal på Tietgensgade ved Hovedbanegårdens bagside.Her skal laves et hotel med 380 værelser.
Petter Stordalen under pressemødet i den gamle postteminal på Tietgensgade ved Hovedbanegårdens bagside.Her skal laves et hotel med 380 værelser.
Foto: NIels Ahlmann Olesen - Scanpix

Dansk design og Kim Larsen

I  dagens anledning bærer han en lang skindjakke i noget, der ligner sort krokodillehud.  Han har et mørkt silketørklæde om halsen, og håret er som altid langt, men på den helt rigtige friserede måde.

Munden står ikke stille. 

Fotografen beder ham pænt om at gå stille forbi kameraet uden at tale, men Peter Stordalen er nødt til at kommentere på den flotte marmor, der klæder hans nye bygning.

- Der er næsten ikke en nordmand, der ikke har været i København. Og for mig er det en drøm at skabe noget her, siger han. 

Og hvad er det så, der er så fantastisk ved den danske hovedstad?

Jo, Petter Stordalen lever af turisme. Han har ambitioner om at gøre hotelkoncernen Nordic Choice Hotels til nordens største, og han påpeger, at langt de fleste turister, der besøger skandinavien enten kommer til København eller Stokholm. 

Og så er der også maden, det danske design og - nåja - Kim Larsen, siger han.

- Jeg håber, at mit nye hotel i postbygningen bliver et centrum i København på højde med den lille havfrue. Det skal være et sted, hvor alle svenskere og nordmænd, der besøger København, kommer forbi for at opleve stemningen, drikke en kop kaffe eller et glas vin og tage et billede, siger han. 

Norden som et land

Petter Stordalen har tidligere stukket næsen frem og blandet sig i den politiske debat ved at foreslå, at Danmark, Norge og Sverige bliver slået sammen til ét land. 

quote Nej, jeg er ikke skør. Det, som du ser, er jo kun toppen af fjeldet.

Petter Stordalen

Han vil gerne kaldes miljøaktivist, og han er blandt andet blevet politianmeldt for hans protester mod dumpningen af giftigt affald i Oslos havn, fordi han trodsede et "adgang forbudt"-skilt og gik om bord på en af de omdiskuterede både. 

Du har det med at stikke ud i forhold til andre forretningsmænd. Er de kedelige, eller er du skør?
- Nej, jeg er ikke skør. Det, som du ser, er jo kun toppen af fjeldet. Det er mig, når jeg har købt en ny bygning, åbnet et nyt hotel og skal sætte Nordic Choice Hotels på landkortet. Mit liv handler jo ikke bare om at gå i jakker fra Tom Ford og Balmain, som er lavet i perler og læder. Det er jo kun, når jeg er på den røde løber. 

Og den 53-årige Petter Stordal må have masser af lave, når han ikke er "på den røde løber". 

Selvom han tabte næsten én milliard kroner på finanskrisen og solgte sine 12 danske hoteller i 2011, så er han stærkt på vej tilbage. 

- Business handler om at begå fejl. Vi gjorde alt rigtigt i Norge. Vi gjorde alt rigtigt i Sverige. Og så gjorde vi alt forkert, da vi gik ind i Danmark første gang. Så denne gang skal vi klare det, og succesen vil smage endnu bedre. Jeg elsker København, siger han. 

Nordens mægtigste hotelkonge

Til april overtager han driften af Hilton-hotellet i Københavns Lufthavn. I 2013 købte han Hotel Skt. Petri og Hotel Vesterbro, og sidenhen har han åbnet et hotel i Høje Taastrup og ét i Kastrup.

quote Jeg drømte aldrig om at blive rig. Det har ikke været udgangspunktet, men jeg har altid fulgt jordbærfilosofien

Petter Stordalen

Snart vil han kunne kalde sig nordens mægtigste hotelkonge, og hvordan bliver man så det?

Petter Stordal har en enkel forklaring på hans succes: Den livsfilosofi hans far gav ham, da han var en ung knægt, som solgte jordbær foran familiens supermarked. 

Hans paraplyorganisation hedder Stordalen Strawberry, og vejen til succes tilskriver han, hvad han kalder, jordbærfilosofien. 

- Da jeg brokkede mig til min far over, at mine jordbær var hårde, små og dårlige, så sagde han til mig, at jeg jo måtte sælge, hvad jeg kunne og havde. Og det har jeg taget med mig gennem hele livet. Man skal ikke gå gennem livet og sige "Hvis bare jeg havde haft dit og dat". Man må tage udgangspunkt i, hvad man kan, og hvad man har, siger han. 

Derudover er der to andre gode råd til folk, der går rundt med en milliadærdrøm i maven:

- Jeg drømte aldrig om at blive rig. Det har ikke været udgangspunktet, men jeg har altid fulgt jordbærfilosifien. Derudover har jeg altid ansat folk, der var dygtigere, end jeg selv er. Og så skal selskabet ikke bare tjene penge - selskabet skal blive en vigtig del af samfundet, siger han. 

Skitseforslag til området ved fremtidens Nordic Choice Hotel i Københavns gamle postcentral. 
Skitseforslag til området ved fremtidens Nordic Choice Hotel i Københavns gamle postcentral. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik