Ni bandefolk fængslet i 18 dage efter fund af våben

Efter et grundlovsforhør er ni banderelaterede personer blevet fængslet for besiddelse af skydevåben.

Oplysning om, at grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre er tilføjet i tredje afsnit.

De ni bandefolk, som blev anholdt torsdag aften, er ved et grundlovsforhør fredag aften i dommervagten blevet varetægtsfængslet i 18 dage.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Brian Belling.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.

- Vi har lige fået melding om, at alle ni, som blev fremstillet, er blevet fængslet i 18 dage, siger han.

De er alle ni sigtet for besiddelse af skydevåben og anden ammunition. Ifølge TV2 nægter de sig skyldige.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om ni personer med tilknytning til banden Loyal To Familia (LTF). Det vil politiet ikke bekræfte.

Anholdt i visitationsområde

BT skriver, at mændene er i alderen 20 til 29 år. Seks af dem har dansk statsborgerskab, mens de tre øvrige stammer fra Somalia og Irak. Heller ikke det vil politiet bekræfte.

De ni blev anholdt i et område på Nørrebro i København, hvor politiet torsdag aften fandt to skydevåben.

Anholdelserne fandt sted inden for visitationsområdet på Nørrebro.

- De bliver visiteret. Umiddelbart finder vi ikke noget på dem. Men lige i nærheden finder vi en pose i et buskads med en maskinpistol og tre magasiner med skarpe skud, og vi finder en pistol, radiokommunikation og skudsikre veste, siger Brian Belling.

Politiet har oprettet en såkaldt visitationszone, som omfatter Nørrebro, Nordvestkvarteret, Brønshøj og flere andre bydele.

Her henviser man netop til en konflikt mellem LTF og andre grupper som begrundelse for visitationszonen.

Zonen giver politiet ret til uden nogen konkret mistanke om noget ulovligt at kropsvisitere folk, der opholder sig i det offentlige rum. Også biler må politiet uden videre ransage.

Banden Loyal To Familia spiller ifølge politiet en central rolle i forbindelse med flere af den seneste tids skudepisoder i hovedstaden.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik