Mystisk kummefryser kan få betydning i Penkowa-sag

En fortegnelse over indhold af en kummefryser er dukket op efter flere år, og kan få betydning i Milena Penkowa-sagen.

Nye og muligvis vigtige detaljer er dukket op i det årelange retsdrama mod Milena Penkowa.

Mandag kom det frem i Østre Landsret, at der tilbage i 2012 blev lavet en fortegnelse over indholdet i en kummefryser. Men selv om straffesagen mod Penkowa går helt tilbage til 2011, har fortegnelsen tilsyneladende ikke været en del af sagen før nu.

I september sidste år blev Milena Penkowa idømt ni måneders betinget fængsel for dokumentfalsk. Dommen blev anket, og ankesagen udspiller sig i disse dage i Østre Landsret.

Forfalskede dokumenter

Sidste år fandt byretten det bevist, at Penkowa i 2003 forfalskede fire dokumenter.

Det skete angiveligt for, at hjerneforskeren kunne undgå en sag om videnskabelig uredelighed. På det tidspunkt blev der nemlig rejst tvivl om, hvorvidt antallet af forsøgsrotter, som var nævnt i flere videnskabelige artikler, reelt stemte overens med virkeligheden.

Formålet med de angiveligt falske dokumenter var at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at rotteforsøgene var gode nok.

I årevis var der reelt ingen sag. Milena Penkowa havde succes, og i 2009 blev hun sågar tildelt regeringens EliteForsk-pris. 

Men i 2011 afslørede Weekendavisen, at der havde været rod i kulissen siden 2003. De omstridte dokumenter så dagens lys, og politiet gik ind i sagen.

Ransagning af kontor

I den forbindelse blev Penkowas kontor på universitetet ransaget.

I den forbindelsen blev sagen dog stemplet som værende forældet. Men det var Statsadvokaten uenig i og beordrede anklagemyndigheden i København til at genåbne sagen.

Denne gang blev den vurderet som langt grovere og derfor ikke ramt af forældelse.

I mellemtiden kom det frem, at en kummefryser med vævsprøver ikke var blevet undersøgt i forbindelse med ransagningen i 2011. Fryseren dukkede op i 2012.

Fortegnelse over kummefryser dukkede op

Nu er det kommet frem, at en central person i sagen, professor Albert Gjedde, dengang lavede en fortegnelse over fryserens indhold. Denne fortegnelse kan være relevant i forhold til at belyse, om antallet af rotter har stemt.

Men det er altså først nu - over end fire år senere - at fortegnelsen bliver fremlagt.

Det vil formentlig komme til at spille en vis rolle, når sagens anklager, vicestatsadvokat Dorthe Vejsig, og forsvarer Kåre Pihlmann tirsdag kommer med deres afsluttende bemærkninger, inden Østre Landsret optager sagen til dom.

Spørgsmålet er nu, om fortegnelsen over kummefryserens indhold vil få betydning, når retten skal vurdere de omstridte dokumenters ægthed, oprindelse og formål.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik