Muskelsvindsramt har ventet et år: Nu får han endelig sit ønske opfyldt

Det har taget Københavns Kommune et år at behandle muskelsvindramte Hashil Seif Hashils ønske om behandling gennem svømning, selvom han har krav på det. Torsdag fik han endelig lov at svømme.

Tårerne triller ned ad Hashil Seif Hashils ansigt, allerede før han overhovedet er kommet i vandet.

Det er en dag ud over det sædvanlige for Hashil.

- Jeg har ventet næsten i et år, og jeg er blevet sparket frem og tilbage. Og så i dag, så sker det endelig. Jeg mangler ord til at forklare det, helt ærligt, siger han.

En hejselift sænker ham ned bassinet. Ved siden af ham står en fysioterapeut, der om lidt vil guide Hashil gennem forskellige øvelser i vandet.

Denne session har Hashil Seif Hashil fra Valby kæmpet for at få til virkeliggjort. Mere end de fleste.

Han lider af muskelsvind. Når han ikke ligger i sin seng, er han lænket til sin kørestol.

Det er efterhånden længe siden, Hashil fik sin læges ord for, at han har brug for at træne sine ben i et svømmebassin.

Alligevel er denne torsdag i Kildeskovshallen i Gentofte første gang, Hashil får den svømmetræning, han har kæmpet i halvandet år for at få.

Selvom Hashil Seif Hashil ifølge serviceloven er berettiget til at modtage svømmetræning for at afhjælpe muskelsvind, så har Københavns Kommune brugt mere end et år på at behandle Seif Hashils ansøgning. I en slags kafkask labyrint strandede ansøgningen et sted mellem borgercentre, enheder og forvaltninger.

quote Jeg har ventet næsten i et år, og jeg er blevet sparket frem og tilbage, og så i dag, så sker det endelig

Hashil Seif Hashil

En svømmetur i bureaukratiet

Hashils kamp mod bureaukratiet om at få lov til at gå til svømning startede, da han skrev en ansøgning om hjælp til svømmetræning til Enheden for Sociale Ydelser i Københavns Kommune.

Herefter begyndte hans ansøgning en rejse rundt i systemet. Først til Borgercenter Voksne, som senere henviste ham til Borgerservice for folk over 65 år.

Herfra blev han igen videresendt til den lokale myndighedsafdeling, og efter et stop hos Borgerservice Voksne igen, før ansøgningen røg videre til Borgercenter Handicap.

Hashil Seif Hashils ønske om at gå til svømning har bragt ham på et større rundtur i Københavns Kommunes forvaltningsværk.
Hashil Seif Hashils ønske om at gå til svømning har bragt ham på et større rundtur i Københavns Kommunes forvaltningsværk.
Foto: TV 2 Kosmopol

I juni måned satte TV 2 Lorry fokus på Hashils kamp mod systemet, og det fik kommunen til at reagere. I et skriftligt svar lovede Socialforvaltningen, at de ville behandle sagen snarest.

Alligevel skulle der gå over otte måneder fra forvaltningens garantier, til Hashil Seif Hashil langt om længe kan få den behandling, han har krav på.

- Efter jeg fik bevillingen, så hjalp min veninde Marianne Lipka med at finde en svømmehal med handicaplift. Men det er var nul i København. Så fandt hun ud af, at der var et sted i Gentofte, der havde fået handicapomklædning og lift, siger Hashil Seif Hashil.

quote Det er så dejligt at se, at han nu endelig har fået sit ønske opfyldt

Marianne Lipka , veninde til Hashil

Den bedste måde at genoptræne på

I vandet fører fysioterapeuten Hashil Seif Hashil gennem bassinet. I en form for rygsvømning laver Hashil sparkebevægelser i vandet og træner sin benmuskulatur.

- Den bedste måde at starte sin genoptræning på, når man er i Hashils situation, er i vand. Vandets opdrift hjælper ham i forhold til at træne på land, hvor tyngdekraft arbejder imod ham, siger Camilla Middelbo, der er leder af Kildeskovshallens Fysioterapi.

På kanten af bassinet står Hashil Seif Hashils gode veninde Marianne Lipka bevæbnet med to dannebrogsflag.

Hun skygger sin ven fra bassinkanten som en planet i kredsløb og vejrer begejstret flagene, når hun og Hashil får øjenkontakt. De kender hinanden gennem Institut for menneskerettigheder, hvor Hashil har arbejdet.

Forløsningen mærker hun også.

- Det er helt fantastisk. Det er mere end halvandet år siden, han snakkede om, hvor dejligt det kunne være at komme i svømmehallen. Det er så dejligt at se, at han nu endelig har fået sit ønske opfyldt, siger hun.

 
 
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Lorry

Som en skildpadde

- Uh, for helvede mand. Ay ay ay.

I vandet råber Hashil op som et vildt dyr.

Fysioterapeuten har mønstret et sæt vægtgige ankelbånd og sat dem på Hashil, der nu balancerer i vandet på sine fødder.

- Hashil har ikke været oppe at gå i mange år, og derfor har hans følesans under fødderne ikke været aktiveret i mange år. Når han så kommer op at stå begynder receptorerne under fødderne at sende signaler op til hjernen om, at der kommer tryk, som de ikke er vant til, forklarer Camilla Middelbo.

Det er første gang i fire år, Hashil står oprejst og mærker sin kropsvægt på fødderne. Der er spor af forløsning og af smerte i Hashils udbrud.

- Jeg går lidt som en skildpadde, siger Hashil, hvis ansigt spaltes i et stort smil.

Hellere gå som en skildpadde end slet ikke gå. Og skridt for skridt går det bedre og mindre smertefuldt for Hashil Seif Hashil.

- Hvis jeg en dag kommer til at kunne gå, uden at nogen holder mig, så inviterer jeg TV 2 Lorry igen.

Ved hjælp af ankelvægte kan Hashil stå oprejst i bassinet.
Ved hjælp af ankelvægte kan Hashil stå oprejst i bassinet.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik