Morten Kabell: Derfor er det slut med gratis lorteposer

Hundejere i København kan efter nytår ikke længere lufte deres vovser uden at have poser i lommen.

Masser af steder i hovedstaden har det ikke været nødvendigt at medbringe en pose, når man lufter sin firbenede bedste ven. 

Der er nemlig hundeposestativer med gratis poser, som man kan smøge om hænderne, før man bukker sig ned, samler lorten op og binder en knude.

Men det skal være slut fra 1. januar.

Gennem december har Københavns Kommune udfaset ordningen, og det har skabt røre blandt hundejere:

- Jeg synes, det er et dårligt signal at sende. Hvor tit har man ikke diskuteret, at København er en snavset by. Det gør mig egentligt vred. Hundeposerne er en del af byens renholdelse - og hver eneste hundelort, der reddes fra at ligge på jorden, er med til at hæve hygiejnen, har borgeren Birger Andersen tidligere sagt til TV 2 Lorry. 

Borgmester: Det er ikke en kerneopgave

Han har klaget til teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Enhedslisten), der dog ikke vil komme hundeejerne til undsåtning. 

Det understreger han i et borgmestersvar underskrevet 11. december:

- Bortprioriteringen af hundeposerne er valgt for at kunne holde standarden på nogle af de områder, som er forvaltningens kerneopgaver, nemlig renhold, grøn pleje og vedligeholdelse af de offentlige legepladser, skriver han. 

Det gøres klart, at man vil spare mange penge fremover ved at droppe gratis lorteposer:

- Den oplyste udgift på 500.000 kroner om året dækker indkøb af poser og løn og drift i forhold til de ressurcer, det kræver løbende at fylde stativerne med poser, skriver borgmesteren. 

Flere hunde giver mere lort

Centerchefen i Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere forklaret til TV 2 Lorry, at det er kommunens indtryk, at omkostningerne endda vil blive ved med at stige:

- Det er vores oplevelse, at der kommer flere og flere hunde til København, så hundeposerne er en serviceydelse, der hele tiden stiger i omkostninger og niveau. Vi kan ikke følge med i efterspørgslen, sagde Nikolaj Hvingtoft Hansen til TV 2 Lorry.

Men netop det bør være et argument for, at man ikke bare sløjfer tilbudet, mener hundeejer Birger Andersen. 

Han er fortørnet over, at forvaltningen har truffet beslutningen uden at politikerne har behandlet sagen. 

Hertil svarer borgmester Morten Kabell, at han bakker forvaltningen op.

Han understreger, at politikerne fastlægger de økonomiske rammer, men at det er forvaltningen, der har ansvaret for, hvordan de daglige driftsopgaver i byen udføres.

- Der er mange steder i byen, hvor der ikke er hundeposestativer. Det vil derfor ikke give helt så vidtrækkende konsekvenser for hundeejerne at fjerne stativerne, som jeg fornemmer, du har en formodning om, skriver han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik