Mor til Daniels efterladte søn: Det burde ikke ske i Danmark

Ambulancen kom ikke, da hjemløse Daniel faldt om på gaden. Sundhedspersonalet har fået en sjælden bødestraf, men det er ikke nok, mener efterladt.

Den 32 årige hjemløse Daniel var en mand, der levede et hårdt liv. 

quote Det er utroligt, at vi i et land som Danmark, hvis vi ligger på gaden og har brug for hjælp, ikke kan få en ambulance. 

Maja Søndergaard

Et lyspunkt i hans tilværelse var sønnen, som er fem år i dag.

Men han kommer til at vokse op uden sin far. 

Daniel faldt nemlig om ved metrotorvet Amagerbro i København, og lægehjælpen udeblev, selvom der blev ringet fem gange til alarmnummeret 112. 

Sagen har fået en sjælden strafferetslig konsekvens, da en paramediciner og en sygeplejerske, der dengang var ansat i Region Hovedstadens akutberedskab, har fået bøder på 5000 kroner for at have gjort sig skyldige i grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens udførelse, som det hedder. 

Og i dag står den efterladte Maja Søndergaard, der er mor til Daniels søn, så frem i Politiken og hos TV 2 Lorry for at
fortælle, hvad hun tænker om hele sagen her to år efter tragedien. 

Og hun er ikke tilfreds med bødestraffen. 

- Det er en alt for mild straf, de har fået. En bøde? Det er menneskeliv, de har med at gøre. Hvis jeg tog et andet liv, så ville jeg få en fængselsstraf, siger hun til TV 2 Lorry. 

Hun har gemt aviser og dokumenter fra den to år lange sag, så hun en dag kan fortælle Daniels søn, hvad der skete. 

- Når han bliver ældre, vil jeg sige til ham, hvad jeg ved, men nu ved han bare, at hans far er oppe i himlen, fordi hans far har været syg, fortæller hun. 

En af de ting, der særligt provokerer Maja Søndergaard, er, at en af de ansatte ved vagtcentralen, spurgte til, om den bedvistløse var en  grønlænder.

- Det er utroligt, at vi i et land som Danmark, hvis vi ligger på gaden og har brug for hjælp, ikke kan få en ambulance. Om han så er grønlænder, sort, gul eller rød, bankdirektør eller hjemløs, siger hun til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik