Mopper får ingen mindeplade på Haraldsborg: "Vi drikker en porter"

Mor Ann, bedst kendt fra 'Familien fra Bryggen', gik bort mandag. Dagen derpå mindes hendes ven Peter hende på stamstedet på Islands Brygge.

- I dagens anledning har jeg taget sådan en Limfjordsporter, ikke? Det var jo hendes hofmærke. 

Sådan siger Peter, ejer af café Haraldsborg på Islands Brygge, dagen efter han har måtte tage afsked med Ann Patricia Christiansen, der blev bedre kendt som Mor Ann eller Mopper fra 'Familien fra Bryggen'.

Mopper blev gennem realityshowet hele Danmarks Mor Ann, hvorfor Facebook også er flydt over med kondolencer og kommentarer om, hvor savnet hun bliver. 

Men selvom folk fra Skagen til Rønne ved, hvem Mopper var, så var hun tættest forbundet med lokalområdet og Islands Brygge. Det var her hun havde hjemme, sammen med sine børn Linse Kessler, og bokseren Mikkel Kessler. Den sidst nyankomne i den ærke-Amagerkanske bryggefamilie er barnebarnet Stephanies  datter Alba, som er opkaldt efter Ann til mellemnavn. 

quote  Der er mange, der tænker på Ann i dag, det ved jeg. Det bliver da lidt tomt.

Peter, ejer af Haraldsborg og god ven af Mopper

For Peter var Ann ikke et realityfænomen. Hun var en ven gennem tre årtier, som han lærte at kende, fordi hun kom ned på Haraldsborg og drak sig en porter jævnligt. 

- Nogle gange kan det godt være lagt forkert ud. At hun fik mange portere på en dag. Det er absolut ikke tilfældet. Hvis hun fik to portere, så var det meget. Røg det helt op på tre, så var det vildt. Og så kunne den sidste halve porter godt finde på at strande hernede i køleskabet til dagen efter, siger Peter til TV 2 Lorry. 

Peter: Ann drak ikke mange portere

Når han skal sætte nogle ord på, hvem Mopper egentlig var, så går ordene sød, humoristisk og kreativ igen. Det er hende, der har lavet det sorte skilt, som hænger over døren til indgangen, hvorpå der står 'Café Haraldsborg'. Og det skete også engang imellem, at hun tog nogle af de andre stamgæsters bukser med sig hjem, hvis en knap lige skulle syes i eller noget skulle lappes. 

- Og så var hun bestemt. Det er pudsigt nok, her til morgen tænkte jeg lidt tilbage: Har jeg egentlig været uvenner med Ann nogensinde? Så kom jeg i tanke om en situation, som jeg tror varede fem minutter. Det synes jeg ikke er så galt ud af 36 år, fortæller Peter med et smil. 

Peter: Vi var kun uvenner én gang.

Haraldsborg har gennem tiden med TV-serien 'Familien fra Bryggen' fået mange nysgerrige seere til at ligge vejen forbi for lige at se, hvor det var Mopper holdt til. Sådan mener Peter, at det vil fortsætte med at være. Også selvom han ikke har tænkt sig at lave en mindeplade eller hænge et billede op af hende på Haraldsborg. 

- Det ville hun absolut heller ikke have, hvis det stod til hende. Det ville ikke være i hendes ånd. Men der er mange, der tænker på Ann i dag, det ved jeg. Det bliver da lidt tomt, men tingene går jo videre.

Peter: Sådan bliver Haraldsborg uden hende.

I videoen over artiklen kan du høre Peter fortælle, hvorfor han engang fik en hale i fødselsdagsgave af Ann. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik