Mobil-koks på Cityringen: Det betyder det for billet-køb

Passagerer vil på store dele af Cityringen have svært ved at bruge mobiltelefoner.

Mangelfuld mobildækning på Cityringen betyder, at passagerne ikke vil kunne gå på nettet, telefonere eller sms'e, når de kører med den nye metrolinje.

Selvom mange bipper sig ind med rejsekort på stationerne, kan koks med dækningen gøre det bøvlet at købe billet for en særlig gruppe af rejsende.

Det siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet til TV 2 Lorry.

- Rejsekortet virker, billet-maskinerne virker. Fem procent af vores kunder køber deres billet, når de ankommer til stationen. Jeg vil anbefale dem at købe billet på vej ned til stationen, eller lige når de er på vej ned til stationen, siger direktøren til TV 2 Lorry. 

Brev afslører fejl

På den nye 15,5 kilometer lange strækning med 17 stationer under jorden vil der være yderst begrænset eller ingen mobildækning. 

Det fremgår af et brev, som landets fire store teleoperatører, TDC, 3, Telia og Telenor,  torsdag har sendt til Metroselskabets ejerkreds - Transportministeriet, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. 

Situationen kan ifølge teleoperatørerne betyde, at det ikke er muligt at foretage opkald, købe online-billetter, kontakte 112 og bruge apps.

Det skriver Politiken torsdag. 

Ingen betydning for sikkerhed

Historien kommer blot seks dage efter TV 2 Lorry kunne fortælle, at der i august måned blev begået hærværk på kabler og sikringer på samtlige nye metrostationer .

Fysiske skader, der har fået den konsekvens, at Metroselskabet nu har faste vagter på alle stationer - og fortsat vil have det noget tid efte rden nye metrorings åbning.

Ifølge Metroselskabet vil den ringe mobildækning dog ikke få betydning for sikkerheden. 

- De private mobilselskabers mobildækning i metroen har intet med kundernes sikkerhed at gøre. De knapper, vi kalder opkaldspunkter, og som kunderne kan trykke på, sidder i toget og på perroner, og dem kan man trykke på døgnet rundt for at komme i kontakt med vores døgnbemandede kontrolrum. Derfra kan man få den hjælp, man har brug for, siger Rebekka Nymark til TV 2 Lorry.

Kommer mobildækningen til at være ligeså god som i den eksisterende metro?

- Det håber jeg. Vi har en rigtig fin dækning i de eksisterende metro. Jeg håber, at vi i samarbejde med 3, TDC, Telenor og Telia kan få deres net op at køre, så hurtigt som muligt, siger Rebekka Nymark.

"Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over"

Ifølge de fire store teleselskaber skulle Metroselskabet i februar 2018 have leveret en færdigtestet installation af mobilnettets grundlæggende, passive infrastruktur. Fristen blev på grund af forsinkelserne af metrobyggeriet udsat til februar 2019, men også denne frist er ifølge selskaberne blevet udsat.

Mobilselskaberne havde en oprindelig ambition om, at der skulle være en god dækning i metroen, når den åbnede, siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien til TV 2 Lorry.

- Meget tidligt i processen indgik man også en aftale med Metroselskabet om at få installeret den grundlæggende infrastruktur, der skal til for at kunne udbyde den her dækning. Desværre er der kommet nogle forsinkelser ind undervejs. Der betyder, at der vil ikke være en sammenhængende dækning, når metroen åbner den 29. Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over. Vi kæmper sammen med Metroselskabet om at skabe fuld dækning, siger Jakob Willer. 

Hvornår kommer den?

- Hvis vi kan få leveret infrastrukturen, som skal bruges, er vores håb og forventning, at vi frem mod nytår hele tiden forbedrer dækning, og at vi inden årsskiftet gerne skulle have en god og sammenhængende dækning, siger Jakob Willer. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik