Minister: Ulovlig udenlandsk hund skal ikke aflives

Esben Lunde Larsen vil foreslå Folketinget at lave en ændring i loven, så en italiensk hund ikke skal aflives, selvom den er på listen over forbudte racer.

En italiensk mand kom i foråret til Danmark med sin to år gamle hund af racen Dogo argentino.

En forbudt hunderace her i landet, og turen til Danmark har været tæt på at koste den livet. 

Ejer og hund kom ellers uden problemer gennem lufthavnen i Kastrup i slutningen af marts måned. 

Det skete på trods af, at Dogo argentino figurerer på listen over hunderacer, som det er forbudt at eje og avle på i Danmark. Loven kræver, at de forbudte racer bliver aflivet.

Hunden - der hedder "A-Iceberg" - har et dyrepas, hvor racen fremgår, men ejeren blev ikke advaret om, at hunden er ulovlig her i landet.  

Burde være blevet advaret

Ifølge Ekstra Bladet har hunden været involveret i et hundeslagsmål.

Der var dog ikke tale om skambid, men Københavns Politi blev gjort opmærksom på hunden, hvilket betød, at den senere blev konfiskeret og anbragt på en kennel, hvor den stadig befinder sig i dag. 

Ejeren Giuseppe Perna, der arbejder som kok på en restaurant i København, fik besked på, at hunden snart ville blive aflivet, og det har fået mange mennesker til at protestere. 

Blandt andet er der oprettet en facebookgruppe med navnet "A-Iceberg skal hjem til Italien" der i øjeblikket har næsten 700 medlemmer. 

Protesterne har især drejet sig om, at den italienske mand burde være blevet advaret om hundeloven, da han rejste ind i Danmark, og at han derfor bør få lov til at tage sin hund med hjem til Italien, hvor den er lovlig. 

- Jeg har tigget politiet om at få lov til at tage hunden tilbage til Italien, så den kan bo hos min familie. Men det kan jeg ikke få lov til. Den skal aflives, har Giuseppe Perna tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

Minister: Hunden skal hjem

Hundeloven giver ikke mulighed for dispensationer, men nu er ministeren på området, Esben Lunde Larsen fra Venstre, gået ind i sagen.

- Vores gader og stræder skal holdes fri af kamphunde, så vi kan føle os trygge i det offentlige rum uden at være bange for at blive angrebet af en aggressiv kamphund. Det hjælper hundeloven effektivt til med. Men når det gælder udenlandske hunde, har jeg svært ved at se, at problemet ikke bedst er løst ved at sende hunden tilbage til dens hjemland med livet i behold, siger fødevareministeren i et facebookopslag.

Han vil altså gerne sende A-Iceberg hjem til Italien istedet for at aflive den. 

- Derfor vil jeg foreslå en enkelt ændring i vores hundelov, når Folketinget åbner efter sommerferien. Hundeloven virker som den skal – den holder farlige hunde væk fra vores offentlige rum - men på dette ene punkt er den lidt for firkantet. Når udlændinge uforvarende kommer til at tage deres hund med til Danmark i god tro og uden at kende vores regler, så bør der være mulighed for at sende den tilbage til hjemlandet i stedet for til aflivning. Det er den bedste løsning, både for Danmark og for hundene, ikke mindst for A Iceberg, som jeg forventer vil få reddet sit liv af lovændringen, afslutter Esben Lunde Larsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik