Minister afslører nye tal om studieboliger i hovedstadsområdet: "Det er positivt"

Den nye boligminister har igangsat et arbejde, der skal kortlægge mulighederne for at gøre det nemmere at opføre flere studieboliger.

Det er blevet en lille smule nemmere for studerende at finde en studiebolig i de større studiebyer i TV 2 Lorrys sendeområde.

Det viser en opgørelse, som Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har udarbejdet for TV 2 Lorry. 

Således har den såkaldte dækningsgrad - den procentvise andel af studieboliger i forhold til studiepladser - fået et lille nøk opad i København, Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk og Roskilde Kommuner siden 2016.

Dækningsgraden i København er eksempelvis steget fra 15 procent i 2016 til 18 procent i år. I 2018 hed tallet 17 procent. 

Minister: Et skridt i den rigtige retning

Også på landsplan er tallet steget fra 26 til 29 procent siden 2016. Det glæder den nye boligminister, Kaare Dybvad.

“Tallene viser, at vi er på vej i den rigtige retning. Det er positivt, at dækningsgraden i perioden er øget i de enkelte studiebyer såvel som på landsplan,” skriver han i en mail til TV 2 Lorry.

Herunder kan du se, hvordan dækningsgraden har udviklet sig fra 2016 til 2019:

Det bemærkes, at antallet af studieboligerne opgøres primo året, mens antallet af studiepladser opgøres per 1/10. Således er dækningsgraden for fx 2019 studieboligerne opgjort primo 2019 ift. antallet af studiepladser opgjort 1/10-2018. De opgjorte dækningsgrader tager udgangspunkt i tidligere besvarelser af udvalgsspørgsmål. Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.  
Det bemærkes, at antallet af studieboligerne opgøres primo året, mens antallet af studiepladser opgøres per 1/10. Således er dækningsgraden for fx 2019 studieboligerne opgjort primo 2019 ift. antallet af studiepladser opgjort 1/10-2018. De opgjorte dækningsgrader tager udgangspunkt i tidligere besvarelser af udvalgsspørgsmål. Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.  

Der er dog stadig massiv efterspørgsel på studieboliger i TV 2 Lorrys sendeområde. Her halter de fire kommuner stadig efter både Odense, Aarhus og specielt Aalborg, hvor dækningsgraden er hele 33 procent. 

I Københavns Kommune er der lige nu 12.000 studieboliger, og til efteråret skal politikerne tage stilling til en plan om at opføre 12.000 nye boliger frem mod 2031. 

Samtidig har overborgmester Frank Jensen (S) og fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) skrevet et brev til boligministeren for at få ændret loven, således, “at ungdomsboligerne også i fremtiden rent faktisk bliver lejet ud til studerende og ikke sælges som små, dyre familieboliger”, som Frank Jensen formulerede det i begyndelsen af august. 

Minister undersøger mulighed for flere boliger

Kaare Dybvad er klar over udfordringerne og har derfor også sat sine embedsfolk i sving.

“Jeg afventer i øjeblikket en analyse af behovet for studieboliger på langt sigt, og der er også allerede igangsat et arbejde, der skal kortlægge mulighederne for at gøre det nemmere at opføre flere studieboliger,” skriver han til TV 2 Lorry.

I et ministersvar fra den 14. august til Søren Egge Rasmussen (EL) fremgår det, at der de senere år er blevet bygget langt flere studieboliger i Odense, Aalborg og Aarhus end i de store studiekommuner i TV 2 Lorrys sendeområde. 

Bestanden af studieboliger pr. 1. januar 2019 i de største uddannelsesbyer fordelt på bygningens opførelse-/ombygningsår.
Bestanden af studieboliger pr. 1. januar 2019 i de største uddannelsesbyer fordelt på bygningens opførelse-/ombygningsår.

Kaare Dybvad skriver til TV 2 Lorry, at “det er vigtigt for regeringen, at der er studieboliger til de mange nye studerende, der er kommet ind på deres studier.” Men han påpeger dog, at “boligforsyningen er en opgave, som kommunerne har ansvaret for at tilrettelægge, og det er også kommunerne, der kan give tilsagn om nye ungdomsboliger.”

Han hæfter sig i den forbindelse ved, at det er billigt at opføre nye ungdomsboliger. Statens tilskud til nybyggeri - den såkaldte grundkapitalindskudsprocent - er således fortsat på 10 procent, ligesom “kommunerne allerede (kan) give dispensation til opførelse af midlertidige studieboliger i områder uden en lokalplan,” skriver ministeren til TV 2 Lorry.

EL vil have 10.000 flere studieboliger

Søren Egge Rasmussen, boligordfører fra Enhedslisten mener dog, at det skal gøres endnu billigere for kommunerne at bygge. Der skal bygges 10.000 nye boliger, som staten skal yde et større bidrag til end i dag. Pengene skal skaffes ved at lave et indgreb mod skattefordele ved forældrekøb. 

- Det er et skridt, der skal afprøves, og Enhedslisten vil tage forslaget med til finanslovsforhandlingerne, siger Søren Egge Rasmussen til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik