Planlægningen af Københavns nye vandkulturhus, som skal bygges på Papirøen, har fået de bedst mulige forudsætninger.
Kommunen skal afholde en arkitektkonkurrence om vandkulturhuset. Og her bidrager Nordea-fonden nu med 2, 1 millioner kroner.
- Det er en formidabel vision, som kalder på kunstneriske og arkitektoniske idéer fra hele verden, siger Mogens Hugo, bestyrelsesformand for Nordea-fonden.
Nordea-fonden håber, at København med deres penge kan lokke verdens bedste arkitekter til at byde på opgaven.
Papirøen skal også fremover være et folkeligt samlingssted for københavnere og byens gæster.
- Nu støtter Nordea-fonden konkurrencen, hvilket betyder, at man kan tiltrække bud fra de bedste arkitekter verden over, skriver fonden i en pressemeddelelse.
Det nye vandkulturhus skal sammen med nye boliger erstatte det nuværende midlertidige Papirøen.
Kulturhuset og boligerne kommer til at ligge ned til en ny attraktiv havnepromenade.
- Papirøen skal også fremover være et folkeligt samlingssted for københavnere og byens gæster, siger Frank Jensen (S), overborgmester, København.
Glade borgmestre
Støtten fra Nordea-fonden skaber glæde hos borgmestre fra flere partier.
- Nordea-fondens støtte gør det muligt for os at få de ypperste arkitekter til at komme med deres bud på et vand-kulturhuset på Papirøen, så vi får et helt unikt sted. Vi gælder os meget til at komme i gang, siger overborgmester Frank Jensen.
- Papirøen skal udvikles med respekt for de lokale ønsker, og netop det kan gaven fra Nordea-fonden hjælpe til at løse på den bedst mulige måde, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL)
- Jeg glæder mig til at se arkitekternes forslag og i fremtiden opleve, hvordan vandet bliver et bærende element i kultur- og fritidslivet på øen, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).
Det kommende vand-kulturhus skal ligge ved vandkanten på Papirøen. Vandkulturhuset bliver på den måde både en indendørs svømmebad og et havnebad.
Ombygningen af Papirøen begynder i starten af 2018 og ventes færdig i slutningen af 2021.