Milliardplan skal løse cykelproblemer i København

Københavns Teknik- og Miljøudvalg skal mandag tage stilling til en plan, der skal være med til at skabe et sammenhængende, attraktivt cykelstinet.

Det skal være lettere at være cyklist i København.

Københavns Teknik- og Miljøudvalg skal mandag tage stilling til en cykelprioriteringsplan, som lægger op til kraftigt at forbedre forholdene for byens cyklister - blandt andet i form af flere og bredere cykelstier. 

Et af de steder, der er fokus på, er Blegdamsvej ved Rigshospitalet, hvor cyklister deler vejen med kørende trafik og parkerede biler. 

- Jeg synes tit, når jeg cykler her, så er det farligt med biler og cykler på samme område, hvor det er så smalt, siger Naika Ingversen, der ofte kører på Blegdamsvej på den tohjulede.

Johannes Petersen, der selv er bilist, mener også, der er behov for at få løst problemerne på stedet.

- Jeg var selv lige ved at komme i konflikt med et par cyklister, der kom. Og jeg rykker mig, så kunne jeg se, de kunne komme igennem. Jeg synes, det er helt i orden, at de rydder hele den vej, siger han. 

Med den nye prioriteringsplan, der rækker frem til 2025, vil Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, fremtidssikre cykelstierne.

Prioriteringen er sket, efter at kommunen har modtaget tæt på 10.000 tilkendegivelser fra borgerne om, hvor de mener, der bør sættes ind.

quote Det handler om, at jeg skal have plads til de mest pladseffektive transportformer.

Morten Kabell, Teknik- og miljøborgmester

- I den stol hvor jeg sidder, bliver jeg nødt til at se på, hvordan jeg får byen til at fungere. Det handler om, at jeg skal have plads til de mest pladseffektive transportformer, og det er den kollektive trafik og cyklister. Her kan man transportere flest mulige mennesker på mindst mulig plads. Og bilerne... de tager altså plads, siger Morten Kabell til TV 2 Lorry

På top-fem listen over vigtige mål er at gøre cykelstierne bredere i blandt andet Bredgade, Bremerholm, på Børsbroen og på Enghavevej.

I Bernstorffsgade, Gothersgade og på Bispeengbuen, HC Andersens Boulevard og Blegdamsvej skal der anlægges helt nye cykelstier. På Blegdamsvej vil planerne betyde, at hundredevis af parkeringspladser bliver nedlagt.

For Lee Voermanns, der er mor til et hjerneskadet barn, vækker de planer ikke begejstring. 

quote Enhedslisten har en erklæret kamp, om at de skal have bilerne ud af København

Jacob Næsager, Konservativ gruppeformand

- Det synes jeg ikke er okay. Jeg har brug for at komme af med min bil. Jeg har et barn med særlige behov. Jeg har brug  for at komme ind med en bil. Jeg kan ikke bære ham med hans autostol og hans ting. Jeg har ikke mulighed for komme med tog eller bus, siger Lee Voermanns, der mener, at folk have ret til at komme i bil, for der er en grund til, at de gør det.

Fra den borligere fløj vil konservative Jacob Næsager kæmpe mod forringelser af forholdene for bilisterne.

- Enhedslisten har en erklæret kamp, om at de skal have bilerne ud af København , og det bærer det her forslag tydeligt præg af, siger han. 

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell afviser, at hans mål er at presse bilerne helt ud af København.

- Nej, bilen er en glimrende transportform til mange ting, og der er masser af mennesker, der har et behov for at bruge en bil, og dem skal der også være plads til. 

Med i forslaget er også planer om ombygning af 20 lyskryds, anlæg af supercykelstier og grønne cykelruter. 

Samlet pris: Mellem en og to milliarder kroner.

Københavns Kommunes cykelprioriteringsplan 2017-2025

• Nye cykelstier:
Cirka 25 km svarende til cirka syv procents udbygning i forhold til det nuværende cykelstinet. Blandt andet på Blegdamsvej, Jernbanegade og Mimersgade. Dertil kommer en række cykelgader, gader med cykling tilladt mod ensretningen samt opgradering af cykelbaner til cykelsti.
• Udvidelse af cykelstier:
Cirka 17 km fordelt på 20 strækninger, der skal udvides til tre-sporet cykelsti. For eksempel på Torvegade.
• Signalregulerede kryds:
Ombygning og justering af de 20 højest prioriterede kryds. For eksempel H.C. Andersens Boulevard/Tietgensgade og Gyldenløvesgade/Rosenørns Allé.
• Supercykelstier:
Etablering af udvalgte dele af de resterende Supercykelstier.
• Grønne Cykelruter:
Etablering af udvalgte dele af de resterende Grønne Cykelruter og missing links.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik