Metro-ring skubber fattige ud af København

Udvidelsen af metroen vil få boligpriserne i København til at stige voldsomt - og det får konsekvenser, påpeger ny analyse.

Udvidelsen af den københavnske metro vil skubbe mennesker med lave indkomster ud af byen og sætte gang i en udskiftning af befolkningen langs den nye cityring.

Det viser en ny undersøgelse Kraks Fond Byforskning, som ved hjælp af en ny, databaseret beregningsmodel har undersøgt, hvordan forskellige familietyper vil vælge bopæl og kvarter, når metroudvidelsen er fuldendt.

quote Dem med børn, lavere indkomst og dårligere uddannelse flytter ud. København får flere rige indbyggere og kommer på den måde til at ligne Paris og London.

Ismir Mulalic, forsker

Det skriver Ugebrevet A4.

Ifølge undersøgelsen vil andelen af højtuddannede på Ydre Nørrebro og i Nordvest, som får Metroringen kørende lige imellem sig, vokse med mellem 5 og 10 procent som følge af metroudvidelsen. Og den gennemsnitlige husstandsindkomst vil vokse med mellem 6 og 11 procent.

Boligpriserne i de to områder vil vokse med mellem 8 og 14 procent alene på grund af metroudvidelsen - uafhængigt af den generelle prisstigning på boliger.

Den udvikling vil skubbe andre, nuværende københavnere ud af byen, påpeger forskeren bag undersøgelsen, Ismir Mulalic.

- Dem med børn, lavere indkomst og dårligere uddannelse flytter ud. København får flere rige indbyggere og kommer på den måde til at ligne Paris og London. Man må ikke håbe, at København bliver lukket land for lavindskomstgrupper, men boligpriser betyder meget for bosætning, siger han til Ugebrevet A4.

Det er uendelig svært at sætte sig op mod den udvikling, København er inde i, påpeger Christian Wichmann Mathiessen, forsker i byudvikling og professor emeritus på Københavns Universitet. Han betragter Metroringen som 'en fantastisk ting', der vil styrke hovedstadens tiltrækningskraft.

- Det, der driver den samlede udvikling af økonomien i en storby som København, er især, at den kan hævde sig og er konkurrencedygtig med alle andre storbyer, siger Christian Wichmann Mathiessen.

Derfor vil der uundgåeligt være københavnere, der på grund af tilstrømningen af mere velstillede må finde sig en anden bopæl og identitet, påpeger han.

- Hvis markedet bliver dyrere, er der nogle der bliver nødt til at se sig om efter nogle andre steder, hvor deres efterspørgsel kan tilgodeses. For en bolig til 10.000 kroner om måneden i den centrale del af byen kan ikke tilgodeses i særlig stort omfang, siger Christian Wichmann Mathiessen til Ugebrevet A4.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik