Metro-Ida: Jeg har selv været svag

Min mor har altid stået op for mig og min søster, siger 22-årige Ida Jeppesen, der lige nu er centrum i et viralt hit.

- Det er fuldstændig sindssygt. Det er jo en femtedel af Danmarks befolkning, der har set videoen. Jeg fik først selv at vide, at videoen fandtes, da over 100.000 havde set den. Men jeg er da glad for, at langt de fleste kommentarer er positive.

22-årige Ida Jeppesen fra Amager er stadig i chok over at være centrum i en viral sensation. Hun er på få dage blevet landskendt, efter at en video, der viser hende skændes med en vred mand i metroen, har gået sin sejrsgang på Facebook. Manden havde smidt en dreng væk fra sin plads.

- Vi skændtes om, hvorvidt han havde ret til et sæde mere end nogen andre. Hans begrundelse for at smide drengen ud af sædet var egentlig bare, at han var voksen, og drengen var et barn. Der kom spejderen op i mig. Det var så egoistisk, og jeg blev virkelig indigneret, siger Ida Jeppesen.

Hun forklarer, at hendes lyst og evne til at forsvare de svage kommer fra sin opdragelse. Ida Jeppesen er selv vokset op med sin mor og storesøster på Vesterbro.

- Jeg har selv været svag, og min har altid stået op for mig og min søster. Det har ikke altid været nemt at være enlig mor på Vesterbro, er jeg sikker på. Min mor siger meget mere fra end mig, og hun har sværere ved at holde det lavmålt, siger Ida Jeppesen til TV 2 Lorry.

Siden videoen er kommet frem, har mange spurgt Ida Jeppesen, om hun ikke skal være politiker. Den drøm har Ida Jeppesen dog ikke.

- Det har jeg virkelig ikke, for jeg har virkelig ikke lyst til at diskutere med nogen, der er så svære at snakke med, resten af mit liv. Det er slemt nok, når man føler sig tvunget til det, og det er i hvert ikke en karriere, jeg vil vælge, siger Ida Jeppesen med et smil.

Du kan se mere til Ida i fredagens 19.30-udsendelse på TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik