Metallicas rockveteraner skød forbi mål i Royal Arena

Der var lagt op til et brag af en erstatningskoncert med Metallica, men rockbandet sammenlignes med Safri Duo.

Tusindvis af Metallica-fans skulle have været til rockkoncert i Royal Arena i februar. Men da forsanger James Hetfield blev syg, skubbede rockveteranerne koncerten frem til lørdag aften.

Den store triumf i kølvandet på succeserne ved tre andre koncerter for et halvt år siden udeblev dog, lyder det fra blandt andre Ekstra Bladets anmelder.

- Metallica afsluttede for et par uger siden en omfattende sommerturné i Nordamerika, men de fremstod underligt nok ikke synderligt sammenspillede under europapremieren på Amager, hvor der manglede afgørende træfsikkerhed i et monstrøst rumlende lydbillede, skriver Thomas Treo. 

Billeder fra åbningen af Royal Arena i februar. 
Billeder fra åbningen af Royal Arena i februar. 
Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Ifølge anmelderen mistede koncerten særligt pusten, da en række "mindre gode sange" blev spillet.

- Under "Now That We're Dead" begyndte alle fire tilmed højst usædvanligt at spille perkussion, så de pludselig mindede om Safri Duo! Eller snarere Safari Quartet, skriver Thomas Treo. 

Han bider mærke i, at Lars Ulrich overraskede med relativt mange nyere numre i sætlisten. Men det gav bagslag ifølge Ekstra Bladet.

Samme vurdering lyder fra Berlingskes anmelder, Mads Hendrich. Han sammenligner ligeledes rockbandet med Safri Duo og kalder seancen med "Now That We're Dead" et "topkikset og malplaceret indslag".

- På trods af at kvartetten virkede til at være i strålende humør og tydeligvis nærede intentioner om at råde bod på den ærgerlige aflysning i vinters, så blev aftenens substitutshow aldrig helt det indædte metalgilde, som Metallica ellers er garant for. 

Billeder fra åbningen af Royal Arena i februar. 
Billeder fra åbningen af Royal Arena i februar. 
Foto: Nils Meilvang - Scanpix

- Dertil var sætlisten præget af for mange intetsigende fyldnumre, og bandet manglede den afgørende gennemslagskraft under store dele af koncerten, skriver Berlingskes og kvitterer med tre ud af seks stjerner.

En smule mere positiv er Gaffas Simon Nielsen. Han giver koncerten fire stjerner ud af seks mulige. 

- Alt er som forventet, men alligevel forekommer der små overraskelser.

- Det er ikke overraskelser af den slags, der nødvendigvis gør aftenen uforglemmelig, men det er overraskelser, der viser det folkelige aspekt ved Metallica.

Billeder fra åbningen af Royal Arena i februar. 
Billeder fra åbningen af Royal Arena i februar. 
Foto: Nils Meilvang - Scanpix

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik