Medier: Våbenhvile indgået i københavnsk bandekrig

Fædre fra Mjølnerparken og Blågårds Plads har forhandlet med nøglepersoner i banderne om månedlang våbenhvile.

Der skal være indgået en aftale om våbenhvile i den københavnske bandekonflikt, der på kort tid har kostet tre personer livet.

Det erfarer både Ekstra Bladet, TV2 og Politiken.

Ifølge de tre medier har fædre fra Blågårds Plads på indre Nørrebro og fra Mjølnerparken på ydre Nørrebro gennem længere tid forhandlet med nøglepersoner i de to bandegrupperinger Loyal To Familia fra området omkring Blågårds Plads og grupperingen fra Mjølnerparken, der tidligere var kendt som Brothas.

"Stopper i en måned"

Formålet har været at få sat stop for bandekrigen mellem de to grupperinger. En far fortæller til Ekstra Bladet, at en aftale faldt på plads natten til søndag.

- Vi har talt med alle nøglepersonerne, og de har sagt, at de stopper i en måned. Det tror vi på, siger faren til bladet. Han ønsker ikke sit navn frem.

- Vi har dannet et netværk af fædre på tværs af bydelene for at vise dem, at vi står sammen mod skyderierne og volden. Vi har talt med dem i tre måneder, men i går faldt det på plads. De unge ønsker det heller ikke længere, siger han.

TV2 har talt med kilder i bandemiljøet og med beboere i Mjølnerparken.

Ifølge TV2's oplysninger er aftalen kommet i stand efter et møde i en moské. Begge grupper skal have accepteret aftalen om våbenhvile i fire uger af hensyn til bandemedlemmernes familier. 

Politiet har ingen kommentarer

Oplysningen om fædregruppens aftale med bandegrupperingerne kom søndag eftermiddag, da et par hundrede personer var samlet på Blågårds Plads for at markere deres modstand mod bandekrigen.

Siden 12. juni har der været 42 skudepisoder, som kan knyttes til den igangværende bandekonflikt mellem banderne Loyal To Familia og Brothas. 

25 personer er blevet ramt, og tre er dræbt af skud. 

31. oktober blev en 30-årig mand med tilknytning til Brothas dræbt på Tagensvej ud for Mjølnerparken. Natten til 3. november blev en 20-årig mand skudt i bydelen Tingbjerg, hvor Loyal To Familia har en fraktion.

Senest blev en 22-årig mand 9. november dræbt ved Mjølnerparken. Han er ikke kendt fra bandemiljøet, men havde ifølge politiet bekendte i Brothas.

TV 2 Lorry har søndag aften været i kontakt med Københavns Politi, som oplyser, at de ikke har nogle kommentarer til sagen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik