Medarbejders svar til syg borger: "Sådan er det bare"

Gabriela Adams lider af flere sygdomme, og derfor har Københavns Kommune betalt et privat firma for at vurdere hendes funktionsevne. Pakken er på 25 timer, men de timer bliver slet ikke fyldt ud, mener Gabriela Adams.

quote Hun kan jo ikke komme ud af døren, men jeg skal jo tilbyde hende dét. Og så har jeg gjort det

Medarbejder hos Plan og Handling, privat firma ansat af Københavns Kommune

Eksterne firmaer ansat af Københavns Kommune skal hjælpe syge borgere og arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet i København.

Kommunen køber pakkeforløb hos de private firmaer, men det er ikke altid lige nemt at gennemskue, om borgeren virkelig får den hjælp, kommunen har betalt for.

TV 2 Lorry har modtaget flere henvendelser fra frustrerede borgere, som mener, at de visiterede forløb er spild af tid og skatteborgernes penge. Samtidig mistænker de også firmaerne for at overfakturere kommunen i forhold til de reelle timer, som firmaet bruger på borgerne.

Én af de syge borgere er 52-årige Gabriela Adams, som for nylig af jobcenteret blev henvist til et udredningsforløb hos firmaet Plan og Handling.

Kæmper med mange sygdomme

Gabriela Adams har i to årtier kæmpet med diverse sygdomme. Hun lider af gigt. hun har en skæv s-formet ryg. Derudover har hun en mavesygdom og kronisk forstoppelse. Og så er hun blevet hjerteopereret tre gange, samtidig med at hun både lider af PTSD og angst.

Gabriela Adams har været igennem utallige kurser og udredningsforløb de seneste 20 år. Tilbage i 2008 var hun også visiteret til et forløb hos Plan og Handling. Dengang konstaterede firmaet, at hendes arbejdsevne var ubetydelig. Alligevel er hun nu – flere år senere - visiteret til selvsamme firma igen.

Det er Københavns Kommune, der har bestilt en funktionsevnebeskrivelse hos Plan og Handling, og det tager firmaets ergoterapeut ca. to-tre timer at gennemføre en vurdering af Gabriela Adams funktionsevne. En vurdering der foregår i borgerens eget hjem.

"Sådan er det bare"

Men da kommunen ifølge en medarbejder fra Plan og Handling har bestilt et pakkeforløb på 25 timer, skal firmaet tilbyde hende noget mere, og derfor fik Gabriela Adams tilbuddet om at møde op og deltage i en såkaldt funktionsevnecafé på Købmagergade en gang om ugen fra 9-14 de næste fire uger.

Det stiller Gabriela Adams sig uforstående over for. Hun var i telefonisk kontakt med Plan og Handling den 7. juni, en samtale hvor Gabrielas bisidder Bitten Vivi Jensen, også deltog. Samtalen blev optaget, og derfor har TV 2 Lorry haft mulighed til at lytte med.

Private firmaer skal hjælpe syge borgere og arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet i København. Men spørgsmålet er, om borgerne får den hjælp, de skal have?

”Når borgerne er henvist i et bestemt timetal, så skal vi opfylde det timetal på en eller anden måde. Og så er det ikke nok med en funktionsevnebeskrivelse. Vi har så tilbud om en café, hvor hun kan få svar på nogle spørgsmål. Men hun kan jo ikke komme ud af døren, men jeg skal jo tilbyde hende dét. Og så har jeg gjort det,” lyder det under samtalen fra Plan og Handlings medarbejder.

Gabriela Adams forstår ikke, hvorfor man skal have fem timer oveni i en måneds tid, men dertil lyder svaret fra Plan og Handlings medarbejder:

”Jamen, sådan er det bare.”

Spild af skatteborgernes penge

En tur ind til caféen på Købmagergade, afslører en stejl og knap så handicapvenlig trappe op til første sal, hvor caféen ligger.

- Det er jo ikke os handicappede borgere, som får gavn eller glæde af alle de her ting, siger Gabriela Adams.

Og bisidder Bitten Vivi Jensen er også af den mening, at tilbuddet er det rene spild.

- Efter min mening er det ressourcespild uden lige. Skatteborgernes penge kunne anvendes meget bedre. De ved jo godt, at Gabriela ikke kan benytte sig af tilbuddet. Det er jo det, som er helt grotesk.

På trods af flere henvendelser er Plan og Handling ikke vendt tilbage, for at give deres side af sagen. Hvor meget Københavns Kommune har betalt for Gabriela Adams pakketilbud har TV 2 Lorry ikke kunnet få oplyst.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik