Massiv indsats øger københavnske børns karakterer

Københavnske skolebørn har i mange år fået lavere karakterer end andre børn. Men nu har de indhentet forskellen.

Det er ikke noget, der vækker kommunal stolthed, når skolebørnene i kommunen klarer sig dårligere end landsgennemsnittet. Og i København har man derfor iværksat en massiv indsats for at nå op på landsgennemsnittets afgangskarakter i 9.klasse. Nu er det lykkedes.

Da niendeklasserne alle var kommet igennem deres eksamen i forsommeren, så havde de en gennemsnitlig afgangskarakter på  7,25. Dermed bliver landsgennemsnittet lige akkurat trynet med et enkelt mulehår af københavnerbørnene, der nåede et gennemsnit på 7,26.

quote Nu skal vi fortsætte den gode udvikling!

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S)

- Det er glædeligt, at det markante fokus på faglighed i den københavnske folkeskole bærer frugt, så vi lukker karaktergabet til resten af landet. Nu skal vi fortsætte den gode udvikling! Der er stadig plads til forbedringer, og vi har stadig en særlig udfordring med de svageste elever, der skal løftes,” jubler børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) i en kommentar til tallene, der kommer fra  Undervisningsministeriet.

København har valgt at sætte ind over for skoler, der præsterer dårligere end de andre. Her nævner forvaltningen selv intensive undervisningsforøb for eleverne, støtte til skolens ledelse og kompetenceudvikling af lærerne.

Københavns Kommune har samtidig indledt et samarbejde med A. P. Møllerfonden, som netop handler om skoleledernes uddannelse.

I 2014 lå københavnereleverne og rodede med et gennemsnit på 6,85 mod landsgennemsnittet på 7,95. Året efter var københavnerne oppe på 7,16 - men lige lidt hjalp det - for nu var landsgennemsnittet steget til 7,32.

Så i 2016 nåede København for første gang over landsgennemsnittet - med 7,35 - og det er altså det, der er lykkedes igen. Til gengæld ligger både lands- og københavnergennemsnittet under de tilsvarende tal fra 2016.

Og så er det, at Københavns Kommune indrømmer, at de har fået en hjælpende hånd fra Undervisningsministeriet. For de har nemlig ændret den måde, gennemsnittene bliver regnet ud på, og det har været med til at udjævne den forskel, der var.  

- Eleverne skal nu have aflagt alle prøver for at få beregnet et karaktergennemsnit, og de faste prøver i dansk og matematik vægter mindre end tidligere, fordi de udtrukne prøver i andre fag nu også indgår i karaktergennemsnittet. forklarer Københavns Kommune.

Kommunen oplyser til TV 2 Lorry, at uden den nye udregningsmetode, så ville de københavske børn miste deres lille forspring over landsgennemsnittet.

Ved kommunalvalget sidste år fik Frank Jensen spørgsmål om, hvordan han ville forbedre karakterer i folkeskoler. Her pegede han blandt andet på, at udskolingen skulle være mere interessebåret.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik