Margrete Auken fastholder metromodstand

17 år med metro i København har ikke omvendt en af metroens argeste modstandere, SF's Margrete Auken. Tværtimod.

I næste måned er det 17 år siden, København fik sin første metroetape.

Dengang var en af de fremmeste kritikere af det underjordiske transportsystem SF's daværende trafikpolitiske ordfører, Margrete Auken. 

Nu - hvor åbningen af Cityringen netop er blevet en realitet - ser hun bestemt ikke med mildere øjne på de hvide tog i tunellerne under København.

For metroen er én stor fejltagelse, mener Margrete Auken, der i dag sidder som medlem af Europaparlamentet for SF.

Allerede mens den oprindelige metro fortsat var under konstruktion, opstod tankerne om Cityringen.

Margrete Auken var en højlydt og konstant kritiker.

Spørgsmålet er, om 17 års drift og udbygning har fået hende til at se på milliardinvesteringerne med mildere øjne.

- Nej, jeg har ikke skiftet mening! Tværtimod. For nu er jeg jo også blevet opmærksom på, hvordan det her styrer byudviklingen i København.

- Gælden er enorm, og derfor kan de jo ikke få øje på en græstot, uden at der skal bygges et højhus, lyder det fra den hurtigttalende SF-politiker til TV 2 Lorry.

For det koster penge at bygge metro. Mange penge. Metroselskabet er ejet af staten samt Københavns Kommune og Fredriksberg Kommune.

Da den oprindelige metro blev bygget, førte man linjen ud i det ikke-eksisterende Ørestad.

Dermed steg grundværdierne markant, og salget af grunden var medfinansierende for byggeriet, samtidig med at Ørestad skød op.

I dag er det selskabet By & Havn, der står for udvikling af nye beboelsesområder.

Indtægterne fra grundsalg - for eksempel i Nordhavn - bruges blandt andet til finansiering af metroens udvikling. Selskabet ejes af Københavns Kommune (med 95 procent)  og af staten. 

Uhyggelig gæld

- Der er en helt uhyggelig gæld i metroen i dag. Og den er med til at styre udviklingen i København. Egentlig mener jeg, at staten burde sørge for gældssanering, siger Margrete Auken.

Metroselskabets gæld er i øjeblikket på svimlende 31, 3 milliarder kroner.

Det beløb skal være afdraget i 2065 - og meldingen fra Metroselskabet selv er, at det kommer til at ske via driftsindtægter på metrosystemet - altså billetsalg.

Og når nye linjer skal bygges, så er det de tre ejere staten, Fredriksberg og Københavns kommuner, der skal hoste op med pengene. Her er grundsalg et vigtigt element.

Gammeldags 

Men Margrete Auken stopper ikke ved kritikken af milliardgælden. 

- Metrosystemer er en 1800-tals-løsning. Og for de byer der havde en, ja, så gav det mening at bygge videre. Men vi skulle ikke være begyndt. Alle undersøgelser viser, at det ikke flytter biltrafik.

- Tværtimod, for det giver jo plads til bilerne på overfladen. Hvis man i stedet havde satset på letbane eller sporvogne, så ville det have været med til at begrænse biltrafikken, lyder det fra Margrete Auken, som peger på, at en letbanes fysiske tilstedeværelse simpelthen spænder ben for bilernes fremkommelighed.

Og en letbane kan samtidig indrettes, så togene får forkørselsret i forhold til biler.

Nej til helt bilfri by

- Misforstå mig ikke. Jeg går ikke ind for en bilfri by, for så dør byen. Men jeg synes, at når folk kører bil, så skal det være fordi, de er nødt til det, siger hun.

Margrete Auken mener ikke, at turen under jorden gør noget ved biltrafikken og mener den dag i dag, at der skulle have været satset på letbane og sporvogne i hovedstaden. 

Margrete Auken nævner også, at metroens hurtighed ofte er misforstået. For det tager tid at komme ned i metrostationerne, mens man med letbaner og sporvogne stiger på i gadeplan.

- Der er undersøgelser, som viser, at man skal køre mere end ti kilometer med metro, før man sparer tid i forhold til at køre letbane i gadeniveau. Og så er der oven i købet noget at se på undervejs i modsætning til metrokørsel, siger hun.

Men metroen er da en succes? I 2018 var der 64,7 millioner passagerer. Så er den vel populær?

- Ja, der er mange, der bruger den. Men det er da ikke det samme som at sige, at den er genial. Igen - trafikanalyserne viser, at der ikke flyttes biler til kollektiv trafik på grund af metroen. Så er det cyklister, der tager den i stedet for.

- Og hvis den skal batte noget for alvor, så skal den have mange flere passagerer. Men det er stationerne for små til. De kører med nogle småbitte tog, hvor der mangler kapacitet, lyder svadaen fra SF-politikeren.

Bruger den selv

Og med søndagens Cityrings-udvidelse med 17 stationer og flere linjer på vej i de kommende år flytter heller ikke Margrete Aukens skepsis. Heller ikke selvom hun til tider selv kører med metro.

quote Jeg er jo ikke idiot. Jeg bruger den da, når jeg skal til lufthavnen.

Margrete Auken, Euopa-parlamentsmedlem

- Jeg er jo ikke idiot. Jeg bruger den da, når jeg skal til lufthavnen. Hvis de så bare havde sørget for, at trinnene på deres trapper var ordentlige - men de passer ikke. Så jeg tager elevatoren - hvis den ellers virker, siger hun - og når så frem til en erkendelse:

- Der er ikke så mange tekniske vanskeligheder, som jeg havde frygtet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik