Mand mister et øje efter grov vold i Vanløse

En 18-årig mand er anholdt og sigtet for grov vold på gaden. Politiet leder efter mulig medgerningsmand på fri fod.

En 46-årig mand har mistet det ene øje, efter at han lørdag blev overfaldet på gaden i Vanløse i København, skriver Ritzau.

En 18-årig mand er blevet anholdt og sigtet for grov vold. I et grundlovsforhør søndag i Københavns Dommervagt vil anklageren kræve ham varetægtsfængslet.

Anklageren vil kræve, at retsmødet kommer til at foregå for lukkede døre, fordi en formodet medgerningsmand er på fri fod.

Det er dog uklart, hvilken rolle i overfaldet denne anden mand har spillet, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Aaron Newman.

På grund af udsigten til dørlukning er det sparsomt med oplysninger om overfaldet, der foregik på Katrinedalsvej lørdag kort efter klokken 16.

Der er ikke oplysninger om motivet til overfaldet.

Ifølge efterforskningslederen har den 18-årige, der er fra Vanløse, ikke ønsket at udtale sig om sagen til politiet. Derfor vides det ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Ofret er også en lokal mand. Han blev udsat for slag og spark og fik læderet sit ene øje.

Han blev kørt til øjenklinikken på Glostrup Sygehus, hvor lægerne kunne konstatere, at hans øje ikke stod til at redde.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik