Lotte har fundet ting for over 100.000 kroner i storskrald

Vi skal være langt bedre til at bringe vores genanvendelige ting til en genbrugsbutik frem for bare at kassere dem til storskrald, mener Lotte Cheves.

Den enes affald er den andens guld.

Sådan lyder et ordsprog som bekendt.

Men for 58-årige Lotte Cheves på Østerbro i København er det mere end et ordsprog.

- Der bliver smidt alt, alt for meget ud, der kan genanvendes, siger Lotte Cheves.

Det hele startede for to år siden, da Lotte Cheves selv skulle smide noget ud til storskrald.

- Da jeg gik ned i gården med mine ting, lagde jeg mærke til, hvor meget godt genanvendeligt, der blev smidt ud. Det var på ingen måde ting, der var klar til at blive smidt til skrald, men nye, fine ting, siger Lotte Cheves.

Fundet ting værdi på over 100.000 kroner

Det kan godt være, at de ting Lotte Cheves viser TV 2 Lorry den dag, vi besøger hende, er sat til ”skrald”.

Men så er det ”lækkert skrald”.

- Jeg har sågar fundet helt nye ting med prissedler stadig hængende på. Og ellers har jeg fundet Mulberry-takser, smykker, kunst, flotte lamper, møbler, og jeg kunne blive ved. Alt kan findes til storskrald i vores gård, siger Lotte Cheves og forsætter:

- Jeg tror, jeg har fundet ting for over 100.000 kroner bare i vores gård, som folk har stillet til storskrald. Og det her er bare min lille gård. Tænk hvor mange baggårde, der er rundt omkring. Det er vildt, og jeg kan ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå, at folk ikke lige vil bruge et par minutter på at bringe det ned til en genbrugsbutik. Især her i Københavnsområdet, hvor de er lige rundt om hjørnet. siger Lotte Cheves.

Da vi besøger Lotte, finder hun denne Chicco klapvogn.
Da vi besøger Lotte, finder hun denne Chicco klapvogn.

Det handler om bæredygtighed

Jordens ressourcer er knappe, og det handler om bæredygtighed og om at bevare de allerede udvundne ressourcer og reducere produktionen af nye materialer, forklarer Lotte Cheves.

- Når vi smider noget til storskrald, ender det hele i en container. Enkelte materialer bliver så senere skilt fra og genbrugt, men hvis det var en stol, bliver den altså først skilt fra hinanden, siger Lotte Cheves og uddyber:

- Med alt det, vi ved om miljø i dag, er det ikke kun sund fornuft, men det er også nødvendigt, at vi genanvender de ting, der ikke fejler noget.

- Mit håb er, at folk vil begynde at tænke over denne udsmidningskultur. Og at folk vil tænke over at tage deres genanvendelige ting hen til et sted, der kan genbruge det. Det synes jeg, vi skylder hinanden, siger Lotte Cheves.

Lotte viser noget af det kunst, hun har reddet fra at blive smidt ud.
Lotte viser noget af det kunst, hun har reddet fra at blive smidt ud.

Pas på med at klunse

På nogle genbrugssteder er det tilladt at hente ting, der står i et afgrænset område, men de genstande, der bliver smidt ud eller stillet ved containere skal ifølge reglerne destrueres.

Nogle steder anses det for tyveri, hvis man tager genstande fra genbrugspladsernes containere.

Hovedreglerne er som følger:

Regler for ting, der er stillet til storskrald

  • Tag ikke møbler og ting, som folk har stillet klar til storskrald i deres indkørsel. De står på privat grund, og derfor må du ikke bare gå hen og tage dem. Men prøv at spørge ejerne om lov.
  • Tag ikke møbler og ting, som er stillet ud på fortov, vej eller i en container til afhentning af kommunen, fordi det så er kommunens ejendom. I praksis kan du godt spørge ejerne, der har stillet tingene til storskrald, om du må få det. Selv om det er kommunens ejendom, er det ikke noget, kommunerne vil reagere på.
  • Hvis du ser en person, der tager ting, der er stillet til storskrald, kan du melde det til politiet.
  • Kluns ikke på genbrugsstationerne. Hverken fra containerne eller direkte fra folk, der kommer og afleverer deres ting.

 

Kilde: Bolius.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik