Lokalformand tæsket af bande i Bispebjerg

Overfald, skyderier og hashandel gør beboere i Bispebjerg utrygge. Derfor er der beboermøde 1. november, hvor overborgmesteren og politiet deltager.

Hele to gange inden for fjorten dage har bydelen Bispebjerg været udsat for skyderier.

En 22-årig mand blev den 1.oktober skudt i benet ved Emdrupvej, og dagen efter blev en 16-årig dreng også skudt i benene på Magistervej i Københavns Nordvestkvarter.

Derfor hører Tage Hensel, næstformanden i bydelens lokaludvalg, jævnligt klageråb fra bekymrede beboere.

quote Det er den måde, at det foregår på. Der har også været andre overfald 

Tage Hensel, næstformand i lokaludvalget

- Der har været en del ballade på seneste i området. Blandt andet med hashsalg, slagsmål og skyderier. Og det er noget som gør beboerne utrygge, siger næstformanden i Bispebjerg Lokaludvalg, Tage Hensel, til TV 2 Lorry.

Beboerformand tæsket

Det er i følge vores oplysninger rockergruppen Satudarah, som husere i området, og det betyder, at ingen beboere, som TV 2 Lorry har været i kontakt med, ønsker at stå frem af frygt for repressalier. 

Ifølge Tage Hensel blev en lokal beboerformand for nylig truet og efterfølgende tæsket.

- Ja, det er den måde, at det foregår på. Der har også været andre overfald og lignende, siger Tage Hensel.

Unge lokkes til bandemiljøet

Beboerne er også bekymrede for at områdets børn og unge bliver rekrutteret til banderne. For der er allerede nu nogle mindreårige, som nu bliver lokket til at holde vagt med en mobiltelefon, mens de større drenge sælger hash, fortæller Tage Hensel.

- Det er jo en frygt for, at de langsomt bliver trukket ind i banderne, og at de får en eller anden godbid for at stå vagt. Og lige pludselig er de blevet ældre og kan selv være dem, som står og sælger hashen, siger han.

Borgermøde 1. november

Den bekymrende udvikling i området betyder, at der den 1. november vil blive afholdt borgermøde. Her vil politiet og overborgmester Frank Jensen (Soc.dem.) deltage.

Til det møde medbringer beboerne en klar appel til politikerne på Københavns rådhus.

- Man har desværre nedprioriteret alt ungdomsarbejde herude. Ungdomsklubber er nedlagt mange steder herude, og det er altså ikke ligefrem den bedste måde at forhindre, at banderne rekrutterer og vokser sig større, siger Tage Hensel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik