Lindholms Oscar-nominering: Jeg er vanvittigt stolt

Tobias Lindholm er nomineret til en Oscar for dramaet "Krigen", og det er en overvældende oplevelse.

Når der bliver uddelt Oscar-statuetter i Los Angeles den 28. februar i Dolby Theater, sidder danske Tobias Lindholm i salen.

Instruktøren står nemlig bag dramaet "Krigen", der er nomineret til den prestigefyldte statuette i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film

- Det er meget overvældende. Der flyver tusind tanker gennem hovedet på en, men først og fremmest er jeg vanvittigt stolt og beæret, både på mine egne og på hele dansk films vegne, siger Tobias Lindholm til Ritzau.

At filmen, der har Pilou Asbæk i hovedrollen som kompagnichef i et svært dilemma, har fanget Oscar-akademiets opmærksomhed, står klart efter at de ni film, der var shortlistet til en nominering, altså nu er skåret ned til fem.

- Det betyder uden tvivl, at den får et større publikum, og at denne her historie, der prøver at belyse kompleksiteten i krigen i Afghanistan, bliver udbredt endnu mere, og det er jeg selvfølgelig glad for, siger Lindholm og fortsætter:

- Forhåbentlig betyder det også, at vi endnu en gang kan bevise, at dansk film er med deroppe, og at vi en gang for alle kan aflive ideen om, at der er kunstnerisk krise i dansk film, siger han.

Personligt glæder han sig til Oscar-eventyret, som han en gang før har været en del af. Tobias Lindholm stod nemlig sammen med Thomas Vinterberg bag manuskriptet til Vinterbergs drama "Jagten", der var nomineret i 2014.

Derfor ved han også, hvad han kan glæde sig til.

- For mig betyder nomineringen, at jeg nu i fem uger tager glassko på og leger Askepot og nyder det for fuld skrue.

- Jeg var jo så heldig, at jeg var derovre med "Jagten" også, da Thomas (Vinterberg, red) var nomineret, og jeg kan huske, at baren inde ved selve Oscar-uddelingen laver nogle utroligt gode whisky-sours, så sådan en glæder jeg mig til, siger Tobias Lindholm og griner.

Hvad der helt konkret skal ske nu, har han dog ikke overblik over, for man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.

- Vi har ikke planlagt så meget endnu, for man skal ikke "jinxe" det, men nu må vi sætte os ned og lægge en plan for, hvordan vi fører kampagnen videre og udbreder filmen derovre, siger Tobias Lindholm.

- Vi skal finde ud af, hvordan vi positionerer os i et stærkt felt med så klar en favorit som "Son of Saul" (Ungarns Oscar-bud, red), som - hvis du spørger mig - også bør vinde den Oscar, for det er en fuldstændigt sindssyg film, siger han.

- Men selvfølgelig skal vi tage det alvorligt, jeg synes, vi har et ansvar for os selv og for dansk film, for alle de vidner, jeg har brugt i "Krigen", og for at få filmen så langt ud i verden, som vi kan, og det her er en fantastisk platform til det, siger instruktøren.

- Og så er der jo en opmærksomhed på mig og Pilou (Asbæk, red), og på resten af holdet, og det håber jeg, vi kan veksle til at lave endnu flere film, siger han.

Oscar-uddelingen finder sted den 28. februar.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik