Lejligheder får ansigtsløft for trecifret millionbeløb af kommunen

I København har hele 22.000 lejligheder fortsat ikke toilet eller bad. Kommunen vil rette op på problemet - og kommer med en håndsrækning til de få.

Københavns Kommune vil gøre hovedstaden til et bedre sted at bo.

På listen over ting, som kan gøre byen til et bedre sted at bo, står blandt andet lejligheder.

Lejligheder, som enten mangler toilet eller bad eller er støjbelastede, vel at mærke.

Derfor har den københavnske Borgerrepræsentation torsdag besluttet at tildele støtte til renovering for nogle af de mange københavnerboliger.

- København skal være en by for alle, og ikke kun dem, der har råd. Når så mange borgere mangler helt basale nødvendigheder som toilet og bad, er det på tide, at vi som politikere handler. Det gør vi nu, og det skal vi blive ved med, indtil hele København når et acceptabelt niveau, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten.

I alt får 2.701 boliger støttet af kommunen. Det svarer til, at knap to ud af hver 100 lejligheder i København, som har brug for toilet eller bad eller er støjbelastet, nu får støtte af kommunen.

Fakta om støtte til utidssvarende boliger i København

I alt vil 57 ejendomme modtage støtte til renovering.

 

Det er opgjort til 133,1 mio. kr. inkl. genhusning til 5,5 mio. kr.

 

Med støttebeløbet på 133,1 mio. kr. og ejernes finansiering på 262,7 mio. kr. opnås en samlet investering på 395,8 mio. kr.

 

I alt søgte 110 ejendomme om at få støtte til renovering.

 

57 blev valgt ud på baggrund af en række kriterier, herunder hvorvidt ejendommen var beliggende i et udsat boligområde. Derudover prioriteres ejendomme med følgende kriterier:

 

  1. Ejendomme, hvor der mangler wc, bad eller fjernvarme i boligerne,
  2. Ejendomme, der udsat for vejstøj over 58 dB (prioriteres efter størst støjbelastning) 
  3. Ejendomme, der ved renovering nedsætter energibehovet væsentligt og bidrager til byens CO2-målsætning.

Kilde: Københavns Kommune

I en pressemeddelelse oplyser kommunen, at der konkret er tale om 101 boliger, som får tilskud til badeværelse, 16 ejendomme får forbedret energimærket mens 1.741 boliger bliver støjisoleret mod vejstøj.

Kommune, stat og selvfinansiering bag stor pengepose

I alt vil renovering og opgradering af lejlighederne koste næsten 400 millioner kroner, og pengene vil fordele sig over de kommende år.

Københavns Kommune og staten bidrager med 133 millioner kroner til puljen, mens bygningsejerne selv vil investere 262 millioner kroner i arbejdet på de i alt 57 ejendomme, som boligerne ligger i.

Boligerne er blevet udvalgt gennem en ansøgningsproces, hvor kommunen har prioriteret ejendomme, der ligger i et udsat boligområde.

- Vi hverken kan eller skal acceptere, at københavnerne bor i usunde eller utidssvarende boliger, og det giver god mening at prioritere indsatsen i vores udsatte byområder, som i forvejen trækkes med en række af udfordringer. Forhåbentlig kan et løft af boligerne være med til at løfte værdien af beboernes hverdag, siger Ninna Hedeager Olsen.

Pengene falder over det meste af byen med indsatser i både Valby, Indre By, Nørrebro, Nordvest, Bispebjerg, Amager, Sydhavnen, Vesterbro og Østerbro.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik