Lær at redde liv: Nu kan du få en gratis uddannelse

Brænder du for at lære andre at redde liv, kan du nu tilmelde dig og få en gratis uddannelse som Giv Liv-instruktør hos Hjerteforeningen.

Hvert år rammes ca. 4.000 danskere af hjertestop, og derfor er det vigtigt at så mange som muligt ved, hvordan man yder livreddende førstehjælp.

Af den grund har Hjerteforeningen et mål om at gøre genoplivning til en folkesag og uddanne minimum 30.000 danskere i genoplivning i løbet af en treårig periode.

Derfor tilbyder Hjerteforeningen folk til at uddanne sig til instruktører i genoplivning – en uddannelse som er ganske gratis at tage.

- Man ved aldrig, hvornår man oplever én, der falder om med et hjertestop. Det kan være et familiemedlem, venner, en kollega eller en medborger, der falder om på vejen. Derfor er det vigtigt, at man er klar og at man tør træde til, hvis man oplever et hjertestop, siger Bettina Egede Jensen, der er frivilligchef for Hjerteforeningen, til TV 2 Lorry.

For to uger siden fortalte TV 2 Lorry historien om Kenneth Christiansen, der faldt om med hjertestop i S-toget. Alene fordi tre kvinder i samme tog handlede hurtigt, overlevede han den alvorlige situation.

Ægteparret Kenneth Christiansen og Jun Christiansen kunne ånde lettet op, efter at Kenneth fik hjertestop i S-toget. Heldigvis var tre kvinder hurtige til at reagere - og det reddede hans liv.
Ægteparret Kenneth Christiansen og Jun Christiansen kunne ånde lettet op, efter at Kenneth fik hjertestop i S-toget. Heldigvis var tre kvinder hurtige til at reagere - og det reddede hans liv.
Foto: Privatfoto

Men det er langt fra alle, der er så heldige som Kenneth Christiansen, at få kompetent hjælp, hvis man falder om. Bettina Egede Jensen opfordrer derfor til, at man altid hjælper, hvis man oplever en person få hjertestop.

"Man kan ikke gøre noget forkert"

Hvis et vidne træder til og yder genoplivning, overlever én ud af otte, der har fået hjertestop. Får den ramte ingen hjælp, før ambulancen når frem, er det kun én ud af 30, der overlever, viser statistikken.

- Det er svært at vide, hvad der gør, at man ikke træder til. Men man kan sige, at hvis man har viden om, hvad man skal, når man oplever et hjertestop, så er man måske mere tryg og tør i højere grad at træde til. Og man kan ikke gøre noget forkert, man gør kun noget forkert ved ikke at gøre noget, så det handler om at handle, siger Bettina Egede Jensen.

Som certificeret, frivillig instruktør bliver man en del af Hjerteforeningens hold af instruktører, der underviser danskerne i 30 minutters introduktionskurser i genoplivning. Hjerteforeningen hjælper med at finde og samle deltagerne til de korte kurser.

Instruktøruddannelsen løber over to dage og finder sted i København den 19. og 20. januar. Du kan læse mere om uddannelsen her.

​​Frivilligchef for Hjerteforeningen: Man kan ikke gøre noget forkert

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik