Lækkede 91 folketingspolitikeres cpr-numre - nu fængsles de

91 folketingspolitikere er blandt ofrene for to mænds hacking og offentliggørelse af personlige oplysninger.

To mænd på 23 og 32 år er fredag fundet skyldige i hacking af en lang række hjemmesider og læk af adskillige politikeres cpr-numre, skriver Ritzau.

Københavns Byret har idømt den yngste halvandet års fængsel. Heraf er et år og tre måneder dog betinget med krav om 200 timers samfundstjeneste.

Den ældste straffes med ni måneders fængsel, hvoraf seks måneder er betingede. Han skal udføre ulønnet samfundstjeneste i 120 timer.

quote Det har været en tung sag at have hængende over hovedet i lang tid.

Michael Juul Eriksen, forsvarsadvokat

De dømte var tiltalt for i alt 30 forhold.

En af de mere opsigtsvækkende episoder var, da 91 folketingspolitikere i juni 2014 fik offentliggjort deres cpr-numre på internettet.

Det skete, efter at politikerne havde stemt for vedtagelsen af en omdiskuteret lov om Center for Cybersikkerhed.

Og kort tid forinden fik 22 medlemmer af SF lækket personlige oplysninger.

Anklager: Rimelig strafudmåling

Anklager Louise Pedersen forklarer, at det ifølge Københavns Byret er en skærpende omstændighed, at de berørte politikere er blevet udsat for et angreb "på baggrund af deres lovlige ytringer".

- Det er med til at gøre, at straffene ikke er helt betingede, selv om de tiltalte ikke har været straffet før, og forholdene efterhånden er to år gamle.

- De tiltalte er blevet dømt næsten efter anklageskriftet, og jeg mener, at strafudmålingen er rimelig, siger Louise Pedersen.

Hver af mændene er frifundet for et enkelt af de forhold, som de var tiltalt for. Gennem sagen har de nægtet sig skyldige i anklagerne mod dem.

Advokat Michael Juul Eriksen er forsvarer for den 32-årige. Han vil først nærlæse dommen, inden de sammen beslutter, om den skal ankes.

- Det har været en tung sag at have hængende over hovedet i lang tid. Og det har været meget belastende for min klient at være varetægtsfængslet. Så der er selvfølgelig et ønske om at få sagen overstået, siger Michael Juul Eriksen.

- Nu vil vi først se dommen på skrift, og så vurderer vi, om vi kan gøre det bedre i landsretten, og om det er omkostningerne værd at gå videre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik