En 44-årig kvindelig bilist slipper for eventuel varetægtsfængsling, efter at politiet har droppet at tage hende i grundlovsforhør.
Det skriver Ritzau.
Kvinden påkørte fredag aften en 7-årig dreng, der løb lige ud foran hende på Lundtoftegade i København.
Kvinden var ved påkørslen påvirket af euforiserende stoffer, og det er hun blevet sigtet for.
Det er en skærpende omstændighed, når man er påvirket og involveret i et trafikuheld.
Uden for livsfare
Ifølge vagtchef Henrik Moll, er kvinden meget berørt af situationen.
Ulykken skete kort før klokken 19 på Lundtoftegade. Vagtchef Henrik Moll har givet indtryk af, at bilisten ikke havde mulighed for at undgå påkørslen.
- Han løber lige ud foran en bil og bliver ramt, har Moll sagt.
Barnet var i første omgang i kritisk tilstand. Han blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter, men hans tilstand blev lørdag bedre, så han var uden for livsfare.