Kritik af gademusikanter splitter de handlende på Strøget

Bebore og erhvervsdrivende i Indre By er dødtrætte af gademusikanter. Spørger man derimod de handlende og besøgende, så er der mere delte meninger.

Er der gået for meget kattejammer i gademusikanterne i København? Det mener mange beboere og erhvervsdrivende i Indre København.

Som TV 2 Lorry i går kunne fortælle, føler de lokale sig mere og mere generet af de skurrende toner fra mange gademusikanterne i bybilledet, og det har fået Indre By Lokaludvalg til at foreslå Københavns Kommune, at retningslinjerne for gadeoptræden bliver strammet betydeligt op.

Lokaludvalget mener sågar, at gademusikanter skal midlertidigt forbydes, indtil der bliver fundet en fornuftig løsning, der tilgodeser de lokale.

Vandene er delt

TV 2 Lorry tog søndag en tur ind til Indre By for at spørge de besøgende og handlende, om de er lige så trætte af gademusikanterne.

Jørgen Olsen, der er ofte tager cyklen ind til byen, hvor han godt kan lide at sætte sig ned og slappe af, er ikke i tvivl.

- Det kan godt irritere mig, at de (gademusikanterne, red.) bruger forstærkere. En myndighed kunne vel sige det pænt til dem. Men jeg vil ikke gøre mig klog på, hvordan man bedst regulerer det, siger han TV 2 Lorry.

Jørgen Olsen er heller ikke synderlig begejstret for gademusikanterne.
Jørgen Olsen er heller ikke synderlig begejstret for gademusikanterne.
Foto: TV 2 Kosmopol

Flere andre personer, som TV 2 Lorry talte med, kunne derimod godt lide, at der var gademusikanter i bybilledet. Men de forstår samtidig godt beboernes frustration.

- Jeg synes, det er hyggeligt. Men selvfølgelig kan jeg godt se, at hvis man bor oppe over der, hvor de spiller hele dagen lang, så er det ikke så sjovt. Men jeg kan godt lide dem, siger Lisbeth Henriksen fra Rødovre til TV 2 Lorry

Lisbeth Henriksen fra Rødovre synes gademusikanterne er hyggelige.
Lisbeth Henriksen fra Rødovre synes gademusikanterne er hyggelige.
Foto: TV 2 Kosmopol

Jørgen Olsen, som selv er fra København, men bor et stykke væk fra Indre By, tilslutter sig samme holdning.

- Jeg synes umiddelbart, det er dejligt med musik og liv i gaden. Men nu bor jeg her heller ikke fast, så jeg har måske lidt svært ved at udtale mig om det, siger han til TV 2 Lorry.

Jørgen Olsen synes, det er svært at udtale sig om, hvorvidt de lokale har ret i deres kritik af gademusikanterne.
Jørgen Olsen synes, det er svært at udtale sig om, hvorvidt de lokale har ret i deres kritik af gademusikanterne.
Foto: TV 2 Kosmopol

Hos Indre By Lokaludvalg foreslår man helt konkret en minimumsløsning, hvor reglerne for gadeoptræden er de samme i hele Middelalderbyen. Som det er i dag, er reglerne for, hvor længe der må spilles gademusik, nemlig mere restriktive på selve Strøget end på sidegader som eksempelvis Købmagergade. Og det har gademusikanterne fundet ud at udnytte til stor frustration for dem, der bor der.

quote Jeg oplever meget, at det ikke er folk, som har rødder i den danske kultur, som er gademusikanter i dag, og de har derfor heller ikke en fornemmelse for, hvad der er okay her

Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg

Lokaludvalget foreslår yderligere, at der indføres en regel om, at gademusikanter kun må spille en time ad gangen på samme sted. Indtil kommunen når frem til en løsning, foreslår lokaludvalget sågar også, at gademusikanterne skal pakke deres blokfløjter, harmonikaer, og hvad de ellers spiller på, helt væk.

TV 2 Lorry forsøgte søndagen igennem at få flere af gademusikanterne, som vi mødte inde i byen, i tale. Det var dog ingen af dem, som havde lyst til at lade sig interviewe. De fleste af dem talte desuden ikke dansk, men kun gebrokkent engelsk. 

Formand for Indre By Lokaludvalg, Bent Lohmann, mener, der er sket en kulturforandring blandt gademusikanter, og at der også er sket udskiftning i forhold til, hvem der i dag er gademusikanter.

- Det er ikke de samme mennesker, som er gademusikanter i dag, som det var før i tiden. Jeg oplever meget, at det ikke er folk, som har rødder i den danske kultur, som er gademusikanter i dag, og de har derfor heller ikke en fornemmelse for, hvad der er okay her, siger Bent Lohmann til TV 2 Lorry.

Bent Lohmann er formand for Indre By Lokaludvalg.
Bent Lohmann er formand for Indre By Lokaludvalg.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Når der så samtidig kommer en masse turister, der heller ikke har den samme fornemmelse af, hvem gademusikanterne er, så får de nemt medlidenhed med dem og giver dem lidt penge. Lur mig, om ikke de tjener kassen på det, og det er selvfølgelig også fair nok. Men det sker på bekostning af de almindelige borgere og de ehvervsdrivendes og arbejdskoncentration, tilføjer Bent Lohmann.

Har ikke høj priotitet hos kommunen

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har afvist lokaludvalgets forslag om et midlertidigt forbud mod gademusikanter med den begrundelse, at kommunen har en politik om, at der godt må være musik og liv i gaden.

Forvaltningen tilkendegiver dog samtidig, at de har til hensigt at revidere retningslinjerne for gadeoptræden, så de bliver mere tidsvarende, men at det lige nu ikke har høj prioritet.

Ingen af de gademusikanter, som TV 2 Lorry mødte, havde lyst til at lade sig interviewe.
Ingen af de gademusikanter, som TV 2 Lorry mødte, havde lyst til at lade sig interviewe.
Foto: TV 2 Kosmopol

En sådan revidering skal nemlig ske i samarbejde med politiet, og forvaltningen påpeger i den forbindelse, at en stramning ikke har den fornødne effekt, hvis politiet ikke vil afsætte ressourcer til det.

TV 2 Lorry kontaktede lørdag Københavns Politi for en kommentar, men de vendte aldrig tilbage.

Teknik- og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten, har oplyst lokaludvalget, at hun er enig i, at retningslinjerne skal revideres, når det er muligt. Og at det giver mening, at der gælder de samme regler for Strøget som eksempelvis Købermagergade.

Også Dansk Folkeparti mener, at der skal findes en løsning på beboernes problemer.

- Det er jo rædselsfuldt at skulle høre på det hele dagen. Hvordan vi lige får løst det, må vi snakke om i udvalget og med lokaludvalget samt de lokale erhvervsdrivende, så vi finder en formel. Men vi kan selvfølgelig ikke lukke ned for musikken i byen, siger DF's Finn Rudaizky, som er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik