Kontrollører i voldsomt håndgemæng med mand uden billet

Movia indkalder nu vagtselskabet til en kammeratlig samtale.

Jonathan Sørensen var på vej hjem med buslinje 4A i København. Ved et stoppested tæt på Zoologisk Have, skal en passager stige ud, men han bliver stoppet i døren af to kontrollører. 

Buspassageren ønsker, ifølge Jonathan Sørensen, ikke at vise hverken billet eller id. I stedet forlanger buskontrollørerne, at han giver dem sin telefon i pant - det nægter han dog, i følge Jonathan Sørensen.

- Idet de kommer udenfor bussen, griber de fat i hver sin side og arm af passageren, forklarer han til TV 2 Lorry. 

Herfra eskalerer situationen fuldstændig:

 

 

Det ender i slåskamp

I følge Jonathan Sørensen var den fysiske kontakt med til at eskalere situationen.

- Han (passageren, red.) var bestemt ikke samarbejdsvillig, men han havde ikke været aggresiv før vagterne tog fat i ham, fortæller vidnet. 

Jonathan Sørensen filmer optrinnet, hvor man ser, at passageren vælter og slår hovedet i asfalten. Han tager sig til hovedet, og man kan se blod. 

Herefter råber han af de to vagter og sparker den ene og slår ud efter den anden, for at komme fri af deres greb. Til sidst slipper vagterne ham.

Alle må foretage en civil anholdelse

Oplevelsen rystede Jonathan Sørensen og flere andre passagerer i bussen, der bagefter diskuterede hændelsen sammen.

- Jeg siger ikke, at de bare skulle lade ham gå, men jeg er i tvivl om hvad de må, siger Jonathan Sørensen. 

- At få hul i hovedet på grund af en busbillet til 24 kroner, det er lige i overkanten, tilføjer han. 

Alle mennesker i Danmark må i princippet foretage en civil anholdelse. Lovgivningen foreskriver dog, at det skal være for en forbrydelse nu og her. 

Hovedreglerne er desuden, at man straks tilkalder politiet. Man må ikke bruge metoder, der er helt ude af proportioner med den forbrydelse, som man vil forhindre. Eksempelvis må man ikke køre en cykeltyv ned i bil. 

TV 2 Lorry har forelagt videoen af slagsmålet for Movia, og her vil man dog ikke forholde sig til lovgivningen. Det er nemlig imod virksomhedens egne retningslinjer at bruge magtanvendelse, understreger man. 

 

Vagtselskab kaldes til samtale

I 2015 ansatte Movia vagtfirmaet G4S til at kontrollere de københavnske busser, og efter fredagens episode vil vagtselskabet nu blive indkaldt til en kammeratlig samtale, lyder meldingen.

- De har kontrolleret 500.000 passagerer og jeg har ikke set en sag som den her før, lyder det fra områdechef Lars Thiesson til TV 2 Lorry. 

følge Movias egne retningslinjer, må der slet ikke være fysisk kontakt mellem kontrollører og passagerer.

- Hvis der er passagerer der ønsker at løbe, så skal de have lov til det, siger områdechefen. 

Risikerer man så ikke, at det bliver meget nemt at undgå at betale sin bøde eller få en bøde?

-  Jo, men er det ikke bedre, at folk ikke køber billet, end at vi ser situationer, hvor kontrollører og passagerer kommer op at slås, siger Lars Thiesson til TV 2 Lorry. 

G4S ønskede i dag ikke at stille op til interview. Men de siger til TV 2 Lorry, at de tager afstand fra hændelsen, og at de nu i samarbejde med Movia vil undersøge sagen.

Forbrugerrådet Tænk har lavet en række råd til, hvordan man som passager bør forholde sig, hvis man får en bøde. De kan læses her:

Forbrugerrådets retningslinjer

  • Det er dit ansvar som passager at have gyldig billet.
  • Du skal altid vise din billet, hvis du bliver spurgt om det. Det gælder også, hvis du bliver spurgt flere gange på rejsen.
  • Spørger kontrolløren dig om legitimation, skal du også vise det. De kan også stille dig nogle spørgsmål for at sikre sig, at du er den, du siger, du er.
  • Kontrollen skal ske i en god tone fra både kontrollør og passager.
  • Kontrollørerne er nødt til at give dig en bøde, hvis de oplever, at du ikke har en gyldig billet – også selvom der er en god grund til det, eller det er en fejl.
  • Kontrollørerne må ikke tage dine ting, heller ikke din mobiltelefon. Men hvis du har billetten på mobiltelefonen, skal du vise den.
  • Nægter du at vise din billet eller legitimation, har kontrolløren ret til at tilbageholde dig. Det hedder en civil anholdelse. De kan også tilkalde politiet.
  • Oplever du, at kontrollen er uretfærdig, eller at bøden er forkert, kan du klage til selskabet efter rejsen.
  • Er du ikke tilfreds med selskabets afgørelse, kan du gå videre med klagen til Ankenævnet for bus, tog og metro.
På forbrugerrådets hjemmeside finder man en klagevejledning, såfremt man føler sig uretfærdigt behandlet:
http://passagerpulsen.taenk.dk/bliv-klogere/saadan-klager-du-over-din-rejse

Opdatering: I første udgave af denne artikel brugte vi ordet overfald i overskriften. Dette er er nu rettet til håndgemæng. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik