Københavnske gymnasieelever råber op: "Drop fraværspakken!"

Undervisningsminister Merete Riisager, LA, præsenterede mandag fraværspakken, som skal sænke fraværsprocenten på gymnasielle uddannelser. "Dehumaniserende", lyder det fra gymnasieelever, der nu vil demonstrere.

quote Gymnasiet er ikke en skattefinansieret og SU-berettiget fidus til at kunne sove længe i hverdagene.

Merete Riisager, Undervisningsminister, LA

Med fem konkrete initiativer i hånden præsenterede undervisningsminister Merete Riisager mandag en såkaldt "fraværspakke" til de gymnasielle uddannelser.

Formålet er, som navnet kraftigt antyder, at gøre op med fraværsprocenten på de danske gymnasielle uddannelser, som er alt for høj. 

Fraværspakken - de fem initiativer

  1. Centrale retningslinjer for registrering af fravær.
     
  2. Lokale måltal for at nedbringe fravær.
     
  3. Institutionernes fraværstal vil fremgå på deres hjemmesider.
     
  4. Tilsyn med institutionernes fravær.
     
  5. Ministeren vil udsende et hyrdebrev om grænseværdi for vurdering af fravær og om fratagelse af SU.
Kilde: Undervisningsministeriet

- Det er svært at lære noget, hvis ikke man deltager i timerne. Og nogle elever har alt for meget fravær. Gymnasiet er ikke en skattefinansieret og SU-berettiget fidus til at kunne sove længe i hverdagene. Det er en ungdomsuddannelse på et højt fagligt niveau og en vigtig vej til dannelse og kundskaber, siger Merete Riisager i en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet og fortsætter:

- Det skal elever gøre sig klart, inden de begynder på en gymnasial uddannelse. Vi skal også have gymnasierne og VUC’ernes ledelser til i højere grad at tage ansvar for høje fraværstal, og derfor lancerer jeg nu en fraværspakke.

Gymnasieelever: Fraværspakken mangler blik for den enkelte

Undervisningsministerens udtalelser og initiativer møder dog kraftig kritik af Danske Gymnasiers Sammenslutning (DGS) Storkøbenhavn, der tirsdag demonstrerer mod fraværspakken foran Undervisningministeriet.

Eleverne mener, at ministerens fraværspakke er "dehumaniserende" uden blik for den enkelte elev, når målet er en generel nedbringelse af fraværsprocenten på de gymnasielle uddannelser - skåret over én kam.

I Undervisningsministeriet angiver man, at fraværspakken baserer sig på en stikprøveundersøgelse, som viser, at "(...) eleverne på nogle gymnasier i gennemsnittet er fraværende i helt op til en en femtedel af undervisningen."

Undersøgelse om mistrivsel og fraværsårsager er vigtigere end fraværsprocenten

Men en stikprøveundersøgelse er langt fra godt nok, hvis man vil nå til bunds med problematikken, lyder det fra DGS Storkøbenhavn.

quote Der skal laves en undersøgelse af de unges årsager til fravær og kigge på, om de mistrives. Fremfor at slå hårdt ned med riven og sanktionere eleverne.

Oliver Theodoor Feldvoss, formand, DGS Storkøbenhavn

- Vores pointe er, at der skal laves en undersøgelse af de unges årsager til fravær og kigge på, om de mistrives. Fremfor at slå hårdt ned med riven og sanktionere eleverne, udtaler formand for DGS Storkøbenhavn, Oliver Theodoor Feldvoss.

Fredelig demonstation foran Undervisningsministeriet

Formanden lægger vægt på, at der er tale om en fredelig demonstration tirsdag klokken 15.30 foran Undervisningsministeriet.

Tidspunktet klokken 15.30 er strategisk placeret udenfor skoletid for de fleste, så eleverne ikke får mere fravær, oplyser sammenslutningen, der har planlagt pop-up talerstol, hvor elever kan fortælle om deres fravær og årsagerne til det.

Er du elev på en gymnasiel uddannelse i Storkøbenhavn, kan du se mere om eventet ved at klikke her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik