Københavnsk naturforsker skudt i Afrika

Svampeeksperten og naturforskeren Vagn Alstrup er blevet skudt og dræbt i forbindelse med et røveri i Tanzania, skriver Ekstra Bladet.

- Vi kan bekræfte, at en dansker er blevet dræbt i Tanzania. Vi har tavshedspligt i personsager, og vi kan derfor ikke fortælle yderligere i sagen. De pårørende er underrettet, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice til Ritzau.

Ekstra Bladet skriver, at den dræbte er en mand, og han skal være blevet skudt i forbindelse med et røveri. Disse oplysninger kan Udenrigsministeriet ikke bekræfte.

Drabet skal ifølge avisen være sket for en uge siden, og offeret er den 71-årige naturforsker og svampeekspert Vagn Alstrup, skriver Ekstra Bladet, der har fået oplysningen bekræftet af flere pårørende.

Vagn Alstrup var en anerkendt såkaldt lichenolog med speciale i lav - en svampeart. Han har blandt andet forsket for Københavns Universitet i faget og har skrevet en række bøger om emnet.

Inden sin død var han bosat i Tanzania sammen med sin hustru, og han betragtede det ifølge Ekstra Bladets oplysninger som sit andet hjem.

Den dræbtes kone blev, ifølge Ekstra Bladet, såret ved røveriet. Hun har efter sigende overlevet det voldsomme røveri.

På forummet "Fugle og Natur" mindes de og hylder Vagn Alstrup.

F.eks. skriver Lars Jørgen Grønbjerg:

- Vagn betød uerstatteligt meget for en stor del af os lav-amatører, som han de senere år havde "taget under sine vinger". Ud over sin enorme biologiske faglighed, var Vagn et meget vidende menneske med stort udsyn. Han havde særligt stor indsigt i østafrikanske samfundsforhold, men bredte sin rejseinteresse ud over en lang række lande; han var turguide for en række turistrejser til eksotiske destinationer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik