Københavnsk bandeleder skal blive bag tremmer

Bandelederen for Loyal to Familia, Shuaib Khan, nægter at have fremsat trusler mod en politibetjent under en visitation i juli. Alligevel skal han blive bag tremmer.

Bandelederen Shuaib Khan skal forblive varetægtsfængslet til foreløbig 12. september.

Det har en dommer ved Københavns Byret tirsdag besluttet.

Den 31-årige Khan er tiltalt for trusler mod en betjent.

Truslerne skal være fremsat i forbindelse med, at politiet visiterede en række medlemmer af banden Loyal to Familia - der ofte blot omtales LTF. Det skete ifølge tiltalen i juli.

Khan nægter sig skyldig. 

Sjælden varetægtsfængsling

Det sker ikke tit, at man sidder varetægtsfængslet for trusler mod politiet - især ikke når det sker i det offentlige rum.

Det gjorde Khans forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, da også dommeren opmærksom på.

quote Jeg har aldrig hørt om, at man sidder varetægtsfængslet for noget tilsvarende. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Michael Juul Eriksen, forsvarsadvokat

 Han mener, at både anklagemyndigheden og retten har ladet sig påvirke af de mange skriverier og politikernes store fokus på Loyal to Familia hen over sommeren.

- Jeg har aldrig hørt om, at man sidder varetægtsfængslet for noget tilsvarende. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

- Vi behandler vel folk nogenlunde lige i vores retssamfund, lød det fra Juul Eriksen, inden dommeren afsagde sin kendelse.

Men dommer Lene Sadolin-Holst mente derimod, at der er en begrundet mistanke mod 31-årige Khan. Her nævnte hun blandt andet hans kriminelle bagkatalog.

quote Der er grund til at frygte, at du vil lave lignende kriminalitet igen, hvis du er på fri fod

Lene Sadolin-Holst, dommer

- Den her trussel, som er fremsat, og du er tiltalt for, gav udtryk for et ønske om at begå ny personfarlig kriminalitet, så jeg mener, at der er grund til at frygte, at du vil lave lignende kriminalitet igen, hvis du er på fri fod, lød det.

Shuaib Khan og Michael Juul Eriksen var ikke fysisk selv til stede til retsmødet. I stedet foregik det ved hjælp af en videoforbindelse fra arresten. 

Stort politiopbud ved retsmøde

Alligevel var politiopbuddet stort, og betjente med maskinpistoler tjekkede blandt andet de fremmødte journalisters pressekort.

Den fortsatte fængslingen er ikke kæret til Østre Landsret.

LTF spiller ifølge politiet en central rolle i forbindelse med den seneste tids mange skudepisoder i hovedstaden.

Sagen mod den 31-årige mand ventes berammet i september. Anklagemyndigheden kræver ham udvist fra Danmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik