Københavns vokser, og det kræver institutionsbyggeri for 10 milliarder

København vokser, og det kræver milliardstore investeringer, viser dugfriske nøgletal. Der skal bygges kommunale institutioner for mindst 10 milliarder kroner frem til 2030.

København vokser gevaldigt, og det kræver milliardstore investeringer, spår overborgmester Frank Jensen. Foto: Linda Kastrup - Rtizau Scanpix

Befolkningsprognoser viser, at København vil vokse sig større og større over de kommende år.

Det skaber et tilsvarende større behov for at bygge end nogensinde.

Frem til år 2030 er der behov for at bygge kommunale faciliteter til borgerne for mindst 10 milliarder kroner for at opretholde et tilfredsstillende serviceniveau.

Det viser helt nye nøgletal, Københavns Kommune har udarbejdet.

Specielt på børne- og ungdomsområdet er investeringsbehovet stort. Årligt flytter cirka 10.000 nye borgere til byen, og befolkningstendensen viser, at Københavnere får flere børn og i stigende grad bliver boende i byen.

Baby- og bebeoerboom er med til at skabe det stigende behov for flere vuggestuer, børnehaver, skoler og fritidstilbud, viser tallene.

Det er en udfordring, overborgmester Frank Jensen kan tage med sig, når han sammen med resten af borgerrepræsentationen den kommende tid sidder ved forhandlingsbordet, når budgettet for 2019 skal fastlægges.

Herunder kan du se behovet for opførelsen af serviceinstitutioner i din bydel frem mod 2030. Foto: Københavns Kommune

Det er der behov for at bygge i København frem mod 2030:

  • Tre helt nye folkeskoler
  • 28 ekstra skolespor
  • 353 dagtilbudsgrupper
  • 237 Specialskolepladser
  • 1.810 plejeboliger
  • 12 idrætshaller
  • Ni parker
  • Otte biblioteker eller kulturhuse
  • Fire svømmehaller

Kilde: Anlægsplanen fra Nøgletal 2018, Københavns Kommune

Ved disse skal politikerne blandt andet tage stilling til finansieringen af hele tre nye skoler - en i Kødbyen på Vesterbro, en ved Sluseholmen i Sydhavnen og en på Holmbladsgade på Amager. 

København Kommune har aldrig før stået i situation, hvor der er akut behov for at finansiere tre helt nye folkeskoler.

- Vi skal sørge for, at den basale velfærd er i orden, også selv om byen vokser. Derfor er et stort ansvar for os politikere at træffe langsigtede beslutninger, så vi kan modtage de mange nye borgere til tiden med institutioner, skoler og fritidstilbud til de yngste, siger overborgmester Frank Jensen fra Socialdemokratiet.

- Vi skal fastholde København som en velfungerende by også i fremtiden.

Budgetforhandlingerne for 2019 begynder fredag den 31. august.

Hvad står der i rapporten?

Anlægsplanen frem til 2030 viser, at der er et massivt behov for investering i både grundkøb og nyt byggeri på mindst 10 mia. kr. for at sikre et fortsat højt serviceniveau til den voksende befolkning. Investeringerne er helt nødvendige for at kunne sikre, at skoler, daginstitutioner mm. åbner i takt med det stigende behov.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik