København kæmper for miljøet med New York

København er som en af de ti første byer i verden blevet fuldgyldigt medlem af international miljøklub.

København står nu officielt skulder ved skulder med storbyer som New York, London, Melbourne og Rio de Janeiro i kampen mod klimaforandringer.

Den danske hovedstad er som en af de første byer i verden blevet fuldgyldigt medlem af koalitionen Compact of Mayors - verdens største sammenslutning af byer, der har vedtaget ambitiøse mål for en reduktion af deres CO2-udledning.

Byerne forpligtiger sig til løbende at rapportere om deres fremskridt i arbejdet med at nedbringe byens CO2-udledning. For at kunne sammenligne indsatserne, er der udviklet en ny international standard til opgørelse af byernes CO2-udledning.

- Byerne står i dag for 70 pct. af den samlede CO2-udledning i verden. Storbyerne har derfor et afgørende ansvar for at dæmme op for klimaforandringerne. I København har vi sat os det meget ambitiøse mål at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og med en reduktion af vores CO2-udledning på 31 procent er vi godt på vej, siger Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedslisten.

Den nye internationale standard for beregning af en bys udledning af CO2 er udviklet, så byerne kan sammenligne deres fremskridt. Dermed ved byerne, hvor de kan hente inspiration fra hinanden.

Den fælles standard skal samtidig dokumentere de fremskridt, storbyerne samlet set skaber for dermed at øge presset på regeringerne verden over forud for klimatopmødet i Paris.

- Alt tyder på, at vi med udgangen af 2015 får endnu et år med rekordhøje temperaturer. Det understreger med al ønskelig tydelighed, at det er nødvendigt, at statslederne bliver enige om en forpligtigende aftale om CO2-reduktioner, så vi holder temperaturstigningen under 2 grader. Vi kan ikke undgå klimaforandringerne, men vi kan undgå, at de bliver altødelæggende, siger Morten Kabell.

Udover København er de ti første fuldgyldige medlemmer i Compact of Mayors Rio de Janeiro, New York, London, Oslo, Melbourne, Buenos Aires, Mexico City, Cape Town og Washington, D.C.

Samlet set har de ti første byer 58 millioner indbyggere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik