Københavns får nu et helt nyt udsigtspunkt, det er 85 meter over havet, altså mere end dobbelt så højt som Runde Tårn, som er 41,5 meter. Det sker, når Amager bakke åbner på fredag.
- Der er ikke ret mange steder i København, hvor man bare kan komme op. Det bliver ligesom en offentlig park. Du kan bare komme op til toppen og gå en tur. Det er noget af det, vi synes er fedt for københavnerne. Du behøver ikke at stå på ski eller lave nogen af alle de vilde ting herude. Du kan bare komme op og nyde udsigten, siger Christian Ingels, som er direktør i Copenhill, det selskab der står for skianlægget på Amager Bakke.
Gratis
Det er gratis at besøge udsigtspunktet, hvor der er et plateau, der fungerer som et parkområde. Der ligger en restaurant i området, men man kan sagtens besøge toppen af Amager Bakke uden at bruge penge.
På selve skibakken kan 150 personer stå på ski samtidig, men i hele Amager Bakke anlægget er der plads 1500 personer ad gangen.
- Det er selvfølgelig, når man regner med, at nogen sidder på caféen, nogen er oppe på udsigtsplatformen, og nogen er igang med at gå eller cykle op, siger Laura Noe, som er eventplanlægger i Copenhill.
Vandrerute
Besøgende kan nå toppen ved hjælp af en elevator eller via trapper langs med skibakken. De kan også gå op af den vandresti, som er en del af anlægget.
- Det henvender sig til alle. Det er også lidt af en oplevelse at komme herud og se anlægget, siger Laura Noe.
Ren røg
I og med at man er ovenpå et affaldsforbrændningsanlæg, kan der godt forekomme en smule lugtgener. Men den røg, der hele tiden stiger op af anlægget, er meget grundigt renset, og det er derfor ikke farligt at indånde den.
- Vi renser røgen for miljøfarlige stoffer af alle mulige slags. Først i elektrofilte og derefter i nogle såkaldte scrubbere. Det er nogle tårne, hvor man simpelthen puster noget kalk ud og fælder de sidste miljøfarlige stoffer. Så den røg, der kommer ud af skorstenen, er fuldstædig ren, siger Jacob Simonsen, som er direktør i Amager Ressourcesenter, som er forbrændningsanlægget under skibakken.
Christian Ingels uddyber:
- Det er faktisk ikke røg, det er damp, som er helt rent. Det er også noget af det, vi vil vise turister og københavnere, at forbrædningsprocessen er så ren, at du kan stå i den damp, der kommer op, og du kan indånde den. Du kunne nærmest fortætte den og tage et glas og drikke af den, siger Christian Ingels.
Verdens højeste klatrevæg
Ud over skibakken vil Amager Bakke også have verdens højeste klatrevæg på siden af forbrændningsanlægget.
- Det er blive jo en helt fantastisk gimmick, at vi nu har en mulighed for at komme ud og klatre på noget, der er udendørs og rigtig højt. Istedet for kun at klatre i klatrecentre, siger Christian Ingels.
Klatrevæggen går helt oppe fra toppen og ned og er altså 85 meter høj og 10 meter bred. Der er lavet forskellige forhindringer på væggen, jo højere du kommer op, jo sværere bliver den. Klatrevæggen kommer først igang efter nytår, hvor der bliver sat greb på. Kun klatrere med en særlig såkaldt multi-pitch certificering må klatre på væggen.
- Det er selvfølgelig, kun hvis du er avanceret klatrer, at du får lov til det, siger Laura Noe.