København: Er du voksen skal du betale ekstra for idræt

Voksne i København skal grave dybere i lommerne, hvis de vil fortsætte med at dyrke idræt i kommunens regi.

Har du meldt dig ind i den lokale idrætsforening i København for at kunne tage et slag badminton, eller for at spille en fodboldkamp med vennerne, så bliver det fremover dyrere. I hvert fald hvis din lokale idrætsforening har over 60 procent medlemmer, der er over 25 år.

Fra 1. juli skal københavnske idrætsforeninger med mange voksne medlemmer betale et ekstra gebyr på mellem 75 og 150 kroner per voksen-medlem.

Det er Københavns Kommune, der har valgt at indføre gebyret på grund af kommende besparelser i kommunen. 

Men det giver ingen mening, mener Danmarks Idrætsforbund, der ikke tror Københavns Kommuner kan undgå besparelser via gebyret.

- Den gevinst man får af gebyret, forsvinder ved de systemer man skal oprette for overhovedet at få gebyret, siger Poul Broberg, Public Affairs chef i Danmarks Idrætsforbund til DR P4 København.

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen (DF) kalder selv det ekstra gebyr 'en dum idé'. Men han mener, at det er nødvendigt:

- Alternativet havde jo været, at man skulle til at skære ned på idrætsfaciliteterne, for eksempel ved at lukke en fodboldbane eller skære ned på servicen i vores svømmehaller. Det har politikerne ikke ønsket. Der har været bred opbakning til, at det her var den bedste løsning, så vi kunne undgå at skære ned, siger han til DR P4 København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik