Klimaskærme af pileflet skal dæmpe støj fra 45.000 biler

En ny type klimaskærme kan løse problemer med vand og trafikstøj i Valby.

En plantekasse og en væg af pileflet og mineraluld er muligvis løsningen på de støjproblemer, som borgere i Folehaven i Valby oplever, når 45.000 biler I døgnet suser forbi på den trafikerede vej.

Det oplyser Teknologisk Institut.

Klimaskærmene, som man kalder den nye løsning, erstatter de klassiske støjskærme, der typisk er bygget af stål eller beton. De er beplantet med grønne planter, der både er til gavn for opsugning af regnvand og miljøet.

- Med den grønne klimaskærm kan byens regnvandsafstrømning håndteres lokalt og udvidelse af kloaksystemet kan undgås, hvis klimaskærmen bliver tilstrækkeligt udbredt. Sammenlignet med andre grønne løsninger, f.eks. regnbede, har metoden den fordel, at vandet håndteres over terræn, og der skal derfor ikke graves huller og transporteres jord ud af byen, siger Kristoffer Amlani Ulbak, der er projektleder ved Teknologisk Institut.

Udnytter regnvandet

Klimaskærmen er opbygget af pilefelt og foret med mineraluld, som kan opsuge regnvand til senere fordampning. Og den kan klare lidt af hvert.

Ifølge Teknologisk Institut kan skærmen klare 10-årsregn, og den kan dermed håndtere lige så meget vand som den offentlige kloak.

Skulle der alligevel komme mere vand, end klimaskærmen har kapacitet til, ledes det overskydende vand til et grønt haveareal, der ved hjælp af en omkransende vold kan klare op til 100 års hændelser.

- Ved at håndtere regnen lokalt kan man bruge vandet som den ressource, det vitterligt er: Til at skabe grønne miljøer med gode vilkår for naturen, og som er rare for mennesker at opholde sig i. Skærmen bliver et nyt element i byen, som skaber grønne oaser, der kan dæmpe trafikstøjen og opsuge en del af forureningen, siger professor Marina Bergen Jensen fra Københavns Universitets Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, der også har været med til at udvikle skærmen.

Udviklingen af den tre meter høje klimaskærm af pileflet er finansieret af Miljøministeriet, mens opførelsen af den grønne klimaskærm er finansieret af Københavns Kommune og Boligforeningen 3B.

Klimaskærmen indvies torsdag d. 19. september 2019 kl. 15.30 til 16.30.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik