Klapjagt: Skat vil finde over 2000 snydende Uber-chauffører

Mere end 2000 bilister har siden 2014 samlet set tjent flere millioner kroner som Uber-chauffører. Nu vil Skat finde snyderne.

2000 bilister fra Danmark har tjent tilsammen 56 millioner kroner på at køre for den kontroversielle samkørselsordning Uber. Det viser nye tal, som Skat har skaffet via det hollandske skattevæsen. 

Nu vil myndighederne gå efter skattesnyderne, skriver Politiken.

De chauffører, der bruger samkørselsordningen, er ikke almindelige lønmodtagere. Det skyldes brugen af den private app Uber, hvilket medvirker, at chaufførerne selv skal indeberette indkomsten til Skat.

Målrettet indsats mod skattesnydere

quote Vi er netop i gang med at få koblet de oplysninger, som vi har fået, med en klar indikation af, hvem der så er tale om.

Per Jacobsen, underdirektør i Skat

Nu viser tal fra det hollandske skattevæsen, at flere tilsyneladende har undladt at indberette lønchecken, og det får nu Skat til at iværksætte en målrettet indsats mod skattesnyderne.

- Vi er netop i gang med at få koblet de oplysninger, som vi har fået, med en klar indikation af, hvem der så er tale om. Derefter skriver vi simpelthen til hver enkelt, siger underdirektør i Skat, Per Jacobsen, til Ritzau.

Skattearbejdet er omfattende for myndigheden, der nu skal sammenholde tallene fra Holland med chaufførernes selvangivelser fra 2014 og 2015.

2000 danskere har tjent 56 millioner kroner med Uber

Ubers internationale hovedselskab ligger i Holland, og her samles alle informationer om tjenesten fra hele Europa.

quote Vi ønsker jo, at alle i Danmark betaler den skat, de skal

Carl Edvard Endresen, chef for Uber i DK og NO

Det er de oplysninger, der viser, at mere end 2000 danskere har kørt for Uber siden efteråret 2014. Det har beriget chaufførerne med samlet 56 millioner kroner, hvilket svarer til et gennemsnit på 28.000 kroner per chauffør årligt.

Den danske Uber-chef, Carl Edvard Endresen, understreger overfor Politiken, at Uber hele tiden har rådet sine chauffører til at indberette oplysningerne til Skat.

- Vi ønsker jo, at alle i Danmark betaler den skat, de skal, siger han til avisen.

Uklart efterspil

Det er endnu uklart, hvilket retligt efterspil der eventuelt vil være for chauffører, der har snydt med skatten. Men Per Jacobsen forklarer, at:

- Hvis man har udeholdt nogle indtægter, så kan vi efter en konkret vurdering sende det over til en særlig enhed, der vurderer, om man for eksempel også får en bøde oveni det unddragede skattebeløb, siger han til Ritzau.

Den gennemsnitlige Uber-bilist kørte i 2015 for lidt over 2000 kroner om måneden. Men oplysningerne viser også, at 112 mennesker tjente mere end 100.000 kroner på at køre for Uber sidste år.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik