'Katastrofal' indsats for tosprogede elever

De tosprogede elever i København sakker bagud trods millionindsats. Lærerformand efterspørger flere tosprogede lærere.

Københavns Kommune de seneste fem år årligt har brugt omkring 180 millioner kroner på initiativer, der skal løfte de tosprogede folkeskoleelevers faglighed. Alligevel er der ikke den store udvikling at spore, skriver DR P4 København.

Hvis man kigger på karaktergennemsnittene for afgangsprøverne, klarer tosprogede elever sig fortsat markant dårligere end etsprogede. I år fik tosprogede drenge i gennemsnit 5,1 og pigerne 5,6 i de bundne prøver.

Det står i kontrast til deres etsprogede klassekammerater. Her fik drengene i gennemsnit 7,1 og pigerne 7,7, viser tal fra Uddannelsesministeriet.

Københavns Kommune har ellers længe forsøgt at udligne forskellene med en række tiltag. En stor del af millionerne går til undervisning i dansk som andetsprog på de skoler, der har flest tosprogede elever. Som noget nyt har man lanceret 'Københavner Akademiet', hvor 100 fagligt svage elever får intensiv undervisning uden for skolen i en kortere periode.

Hos Københavns Lærerforening kalder formand, Jan Trojaborg de senere års indsats, for at få flere tosprogede med i undervisningen, for katastrofal.

Han mener, at gabet mellem et- og tosprogede elever blandt andet skyldes, at tosprogede lærere er blevet fyret. Samtidig mener han, at alt for få af millionerne går til efteruddannelse af lærere, der skal undervise i dansk som andetsprog.

Den manglende efteruddannelse gør det svært for lærerne at undervise, og det rammer i sidste ende børn uden gode danskkunskaber, siger Jan Trojaborg til DR P4 København.

- Hvis man laver undervisning i dansk som andetsprog, så kan man virkelig højne elevernes præstationer. Men det kræver, at lærerne er uddannet på området. For ti år siden var der en stor indsats for at sende lærerne på kursus i det her. Det gav en enorm fremgang. Men det er næsten forsvundet i dag, siger han.

Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Pia Allerslev (V) erkender, at man ikke ved, hvilke initiativer der virker, og om pengene er givet godt ud.

- Hvert eneste år skal vi se på, om vi får nok ud af de midler og ressourcer, vi bruger på det her område. Vi har ikke været skarpe nok på at vurdere, om det er den ene eller den anden indsats, der virker, og om vi får nok for pengene, siger hun til DR P4 København.

Pia Allerslev afviser, at flere tosprogede lærere er løsningen på problemet. Hun vil dog gerne se på, om lærerne kan blive klædt bedre på til at undervise i dansk som andetsprog. Derfor vil hun nu gå i dialog med efteruddannelsesstederne Metropol og UCC for at diskutere efteruddannelse af lærerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik