Kaos i Folkeregister: Emil kan ikke få fremmed afmeldt sin adresse

Lange sagsbehandlingstider i Folkeregistret i København betyder, at det kan tage mere end 3 måneder, at få fjernet en uønsket beboer fra sin adresse.

22-årige Emil Brun bor alene i en lejelejlighed i Vanløse - men det er ikke altid, at han føler sig alene i boligen. 

Særligt når han tager den daglige tur til postkassen - får han fornemmelsen af at dele sin lejlighed med en anden, for tit er brevene ikke til ham.

quote Det er en lidt skræmmende tanke, at folk bare kan skifte sin adresse hjem til én uden at man er klar over det.

Emil Brun, studerende, Vanløse

Da Emil Brun flyttede ind i lejligheden for et halvt år siden, begyndte det kort tid efter at vælte ind med post. Modtageren kendte Emil Brun ikke, men han havde tilsyneladende samme adresse som ham selv.

- I går fik jeg 7 breve. Allesammen stilet til en mand som ikke bor her. Det er breve fra DSB, Metro, inkassofirmaer og advokater, siger Emil Brun til TV 2 Lorry.

Han har været i kontakt med sin udlejer, men han kender heller ikke den uønskede mand, der har sin adresse i lejligheden. 

I politiets søgelys

Politiet har også været forbi og lede efter manden. 

- Jeg lå og sov en morgen, da politiet bankede på døren. Jeg fik lidt af et chok. Jeg forklarede, at jeg ikke kendte manden og politiet beordrede mig til at kontakte borgerservice for at få fjernet manden fra adressen, siger Emil Brun, som er lidt bekymret for at få besøg af andre end politiet.

- En person, som får så mange breve fra inkassofirmaer og advokater, han må være i problemer. Han er registreret på min adresse, så hvem kunne lige pludselig finde på at stå foran min dør? Det er lidt en uhyggelig tanke, påpeger han.

På Københavns Kommunes hjemmeside står der, at det tager 4-6 uger at få frameldt en person fra sin adresse. Men Emil Brun har allerede ventet i mere end 3 måneder. Og han modtager stadigvæk den mystiske mands post.

TV 2 Lorry er bekendt med mandens navn, men det har ikke været muligt at få kontakt med ham, for at høre, hvorfor han er registreret på Emil Bruns adresse.

Til gengæld har vi fået fat i Københavns Kommune, for at få en forklaring på, hvorfor Emil Brun ikke kan få manden fjernet fra sit hjem.

Se indslaget her - artiklen forsætter under videoen.

Fremmede kan tilmelde sig din adresse

Lægemangel presser sagsbehandlere

Det viser sig, at Emil Brun ikke er et enestående tilfælde. For når man flytter til København, skal man tilmelde sig en læge. Men da der i øjeblikket er lægemangel i Hovedstaden, skaber det kaos og øget arbejdspres i kommunens folkeregister, hvilket betyder at der i øjeblikket er ekstraordinær lang sagsbehandlingstid.

- Vi arbejder på højtryk for at få tilført flere ressourcer til området. Så vi kan få has på de lange sagsbehandlingstider. Vi ved jo godt, at det er frygteligt generende for borgerne, at have uønskede personer på deres adresser. Det kan blandt andet have betydning for deres sociale ydelser, siger centerchef i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Aravni Jakobsen, til TV 2 Lorry.

Normalt plejer sager som Emil Bruns, at være hastesager, men kommunen har ikke fanget den i tide og det undskylder centerchefen for.

- Det beklager vi selvfølgelig. Den burde vi have opdaget, så vi havde behandlet den indenfor en måned, siger Aravni Jakobsen, som understreger, at kommunen nu har fjernet manden fra Emil Bruns adresse.

Er kontrollen for slap?

Hvis man tilmelder sig en ny adresse via Borger.dk får man at vide, at hvis der i forvejen bor en person på adressen, så skal denne person bekræfte flytningen. Og det er kommunen, som foretager den bekræftigelse. 

Men ifølge både Emil Brun og hans udlejer er det aldrig sket på adressen i Vanløse.

- Det er en lidt skræmmende tanke, at folk bare kan skifte sin adresse hjem til én uden at man er klar over det, siger Emil Brun, som ønsker mere kontrol med tilflytningerne i kommunen.

Folkeregistret i København håndterer hver måned omkring 10.000 til- og fraflytninger. Så ifølge forvaltningens centerchef, kan de ikke kontrollere alle tilflytninger. Men det er et område. der er fokus på.

- Vi vil altid gerne gøre kontrollen bedre. Og noget af det vi kigger på i øjeblikket, er om man skal øge kontrollen med lige præcis de her tilflytninger til adresser. Der er blandt andet som et led i regeringens indsats mod parallelsamfund et særligt fokus på at kontrollere adresser i bestemte områder i København, siger Aravni Jakobsen.

Flytteregler

  • Standardreglen er, at du skal melde, at du flytter tidligst 28 dage før og senest fem dage efter, at du er flyttet. Det koster ikke noget. Men overskrider du fristen, kan du få en bøde.

  • Kommunen vælger selv, om den vil forlænge fristen for, hvornår man senest skal have meldt flytning.

  • Det er op til den enkelte kommune, om de vil sende bøder ud.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik