Jørgen Buhl fratræder: Carlsberg får hollandsk topchef

Jørgen Buhl Rasmussen fratræder sin stilling som direktør for Carlsberg. Hollandske Cees 't Hart tager over.

Carlsbergs administrerende direktør, Jørgen Buhl Rasmussen, fratræder sin stilling, oplyser selskabet i en meddelelse til Fondsbørsen.

Ny koncernchef bliver hollandske Cees 't Hart, der kommer fra en stilling i Royal FrieslandCampina, der er et hollandsk mejeriselskab og et af de største i verden.

Tidligere var den hollandske topchef ved Unilever.

Han har været koncernchef for mejeriselskabet siden 2008, hvor han gennemførte integrationen af Friesland og Campina.

Før det var han 25 år i Unilever, hvor han havde en imponerende karriere på tværs af Øst- og Vesteuropa og Asien, lyder det ifølge Carlsberg.

Den tiltrædende topchef ser frem til at tiltræde sin stilling 15. juni 2015, hvor Jørgen Buhl Rasmussen også fratræder.

- Jeg ser frem til at overtage ledelsen af Carlsberg-gruppen. Det er et selskab med en fremtrædende historie, en stærk portefølje af lokale og internationale varemærker, og er et ledende bryggeri i de fleste af sine markeder, siger Cees 't Hart.

Skiftet sker på det rigtige tidspunkt, lyder vurderingen fra Carlsberg.

- Carlsberg-gruppen er grundlæggende i god form, og bestyrelsen og Jørgen er helt enige om, at tiden er den rette til at foretage et skifte med henblik på at sikre fremdrift og kontinuitet i selskabets topledelse flere år fremover, siger bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

Den afgående koncernchef er enig i, at skiftet sker på det rigtige tidspunkt.

- Når jeg i fremtiden nyder et af gruppens fantastiske mærker, vil jeg altid huske på det kompetente team bag dem, og jeg vil fortsat følge Carlsberg med interesse, siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Meddelelsen kom samtidig med virksomhedens årsregnskab, hvor krisen i Rusland kostede Carlsberg omsætning i 2014.

Mens der var fremgang at spore i Vesteuropa og Asien, tegnede Østeuropa sig for en nedgang, både hvad angår volumen, omsætning og nettoresultatet.

Det skyldes, at Ruslands økonomi lider hårdt under sanktionerne fra EU, som samtidig har fået den russiske møntfod til at falde en del.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik