Jeg blev tilbudt en andelsbolig. Hvis jeg betalte 100.000 for en sofa

I første udgave af denne artikel bragte vi et billede med et tilsalgskilt fra Home. Det beklager vi, da ejendomsmæglerkæden intet har med historien at gøre. 

Lad mig gøre det klart fra starten:

Jeg bryder et dogme, trodser en fatwa, krakelerer krakileres krav, skider hul i armslængde og objektivitet.

Denne historie handler om mig og min oplevelse.

Jeg hedder Magnus, og jeg arbejder som journalist her på TV 2 Lorry.

Som så mange andre i Københavnsområdet er jeg boligsøgende. Jeg vil gerne købe en andelslejlighed sammen med min hustru, så vi langt om længe lever op til vores regerings ufravigelige krav om, at jeg skal besidde en bolig af vis karakter, så min udenlandske hustru og jeg kan familiesammenføres. 

Lys og lygte ledes der med, og i sidste uge var vi så endelig heldige nok til, at blive udvalgt til et åbent hus-arrangement.

Andelslejligheden lå i Bispebjerg, og prisen var rimelig – 728.000 kroner vurderet ud fra en andelskrone, der for nylig var blevet opjusteret. Lejligheden lever op til alle krav, og vi giver udtryk til sælgerne, et ungt kærestepar først i 20’erne, for at vi meget gerne ville købe den.

En meget dyr sofa. Tilsyneladende

Et par dage går. Telefonen ringer. Lejligheden er vores, siger den unge mand.

Forløsningen kan jeg mærke, idet jeg får at vide, at parret gerne vil hjælpe os på vej, så vi kan få papirer, der kan give papirer, der kan give papirer på, at vi har lov til at være her i landet. Jeg er lettet.

Et rum tid går. Telefonen ringer. Igen er det den unge sælger.

Han har nyt. Dårligt nyt, siger han.

Åh nej. Nu sker det, tænker jeg. Nu bliver vi en del af majoriteten af andelssøgende københavnere. Nu bliver vi en del af de 70 procent, der ved andelsboligkøb oplever den uskønne side af et inkluderende boligkoncept.

En anden interesseret køber har tilbudt at betale 100.000 kroner for en i øvrigt grim sofa og et par køkkenredskaber. Det kan parret jo ikke sige nej til, forstås der. Selvom de i forvejen står til at tjene over 300.000 kroner på tre år på salget, fordi andelskronen er steget.

Det leder mig frem til spørgsmålet, jeg i virkeligheden gerne vil stille:

Hvad fanden sker der?

Harmdirrende opsøger jeg retshjælp, spørger om der kan gøres noget sådan rent juridisk. Fordi jeg ingen konkrete beviser har, er det bare ærgerligt, Sonny Boy, får jeg at vide.

Men hvordan i alverden er vi som samfund havnet i en suppedas så gusten, at penge under bordet kan være reglen snarere end undtagelsen?

Spørger man boligadvokaten Klaus Lunøe, så kan forklaringen findes i en stigende efterspørgsel, der har ført til, at mæglere og advokater i højere grad bliver undladt ved salg. Og med direkte sælger til køber-salg opstår der spillerum, hvor sjæle fristes til at vige fra dydens smalle sti.

Og hvad med politikerne? I november måned sidste år blev en arbejdsgruppe nedsat. Den skulle se på, hvad man kan gøre for at dæmme op for problemerne.

- Vi skal undersøge, hvilke muligheder der er for at forhindre det, og forsøge at få stoppet det i det omfang, det kan lade sig gøre. Højere bødestraf kan være en måde, lød det dengang fra Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk, som er med i arbejdsgruppen.

Fair nok, men indtil videre er der ikke sket det helt store.

Hvis jeg nu havde sagt ja til at smide 100.000 kroner efter sofa og køkkengrej, kunne jeg måske have indsamlet beviser mod sælgeren, underskrevet købsaftale, for blot at nægte at betale bestikkelsespengene og siden køre en retssag.

Men det gjorde jeg ikke.

Så hvad gør man så?

Man ser det vel i øjnene: Når neo-liberalismen går sin sejrsgang, konjunkturen kører i åben sportsvogn mod nye tinder, så har grådighed, fristelser og boligkådhed frit spil. Og sådan er det bare, åbenbart.

Så nu må man altså bare leve med, at en korrumperet mand med sin kæreste scorer boksen på et salg af deres andelsbolig, mens de får 100.000 kroner under bordet med i lommepenge.

Jeg kan melde det til politiet, får jeg at vide af boligadvokaten Klaus Lunøe. Men forhåbninger om at se korrumperede boligsælgere havne i kasjotten, skal jeg parkere, hvor jeg også har parkeret håbet om at få lejligheden på Bispebjerg.

- Bare det at forsøge at kræve penge under bordet er jo strafbart i det her land. Men det kræver jo meget skrappe beviser for at kunne påvise det, siger Klaus Lunøe.

Så kan man i det mindste glæde sig over, at forsommeren ser ud til at vare i hvert fald en uges tid endnu.