Jane fra Café Viking takker snart af: Nu tid til rockkoncerter og højskole

Efter 30 år er Danmarks måske sejeste og mest hårdføre værtshusejer klar til at takke af og nyde sit otium med rockkoncerter og højskoleophold.

- Mine gæster siger, de vil lave en underskriftsindsamling og gå til menneskerettighedskommissionen i Strasbourg, griner 74-årige Jane Pedersen.

- De vil lægge klausul på, at jeg altid skal være her, siger hun, da TV 2 Lorry kigger forbi bodegaen Café Viking på Ægirsgade på Nørrebro. 

Stedet har hun ejet i nu 30 år, men en æra er ved at være forbi. 

Jane Pedersen vil gå på pension, så snart det lykkes at finde den rette overtager af stedet. 

 
 

Sagde nej til at betale beskyttelsespenge

Café Viking er den type værtshus, hvor det stadig er muligt at ryge spandevis af smøger. 

Og selvom bulen med sit billardbord og klassiske pilsnere ligner mange andre værtshuse, så er her en ganske særlig stemning og historie. 

Jane Pedersen blev landskendt den 13. august 2012, da en ung mand trådte ind på bodegaen og spurgte efter ejeren:

- Der kom en ung gut ind og sagde, han ville tale med mig ude på gaden. Da jeg så kommer ud, holder der en sort bil med tonede ruder, og lige pludselig var der også en 5-6 andre gutter, fortæller Jane Pedersen til TV 2 Lorry.

- Da jeg så går ind igen, løber han efter mig. Så var det han sagde, at fordi jeg boede i deres distrikt, så skulle jeg betale. Og det ville jeg ikke, for som jeg sagde til ham: ”Jeres distrikt? Det kan ikke være rigtigt, for jeg har haft det her værtshus, før du overhovedet blev født”, fortæller hun.

Oplevelsen har sat sig i Jane

Omkring midnat samme aften, hører Jane Pedersen så et kæmpe brag fra hendes lejlighed oven på værtshuset. 

Der er kastet brosten gennem samtlige af bodegaens ruder:

- De smadrede alle mine ruder. Der var glasskår overalt. Det var som at være med i en film. Det var skrækkeligt. Jeg tager min kollega om halsen og græder, husker hun.

 
 

Jane Pedersen nægtede dog at lade sig kue. 

I stedet for at betale valgte hun at stille sig frem offentligt for at fortælle om oplevelsen. 

I dagene efter afpresningen kunne man møde Jane Pedersen i de fleste nyhedsudsendelser og medier. Her forsøgte hun at gøre opmærksom på problemet, for at få politikere og politi til at tage affære.  

Desværre stoppede banderne bare ikke af den grund. 

I tiden efter blev Café Viking flere gange udsat for hærværk, og det har sat sine spor:

- Hele oplevelsen har givet mig nogle psykiske mén. Hvis der er glas, som smadrer, eller biler der kører hurtigt forbi mig på gaden i dag, så giver det sådan et gib i mig, fortæller Jane Pedersen til TV 2 Lorry.

- Men jeg fortryder intet, og jeg synes det var godt, at jeg ikke gav bestikkelsespenge. Jeg tænker meget positivt tilbage på det hele, og jeg fik rigtig meget positiv respons og opbakning fra politiet omkring det, jeg havde gjort, fortæller hun.

Store krav til den, der skal overtage Café Viking

Og nu har værthusmutteren altså besluttet, at det er på tide at sælge Café Viking på Ægirsgade.

Det bliver dog ikke til hvem som helst:

- Stedet bliver solgt til én, der vil passe det, som jeg har passet det – én der går op i, at folk har det godt, at de trives, og at de opfører sig ordentligt, siger Jane Pedersen bestemt.

Det er desuden hendes ønske, at det fortsat skal drives som et værtshus:

- Det skal hverken være shawarmabar, pizzasted eller noget andet fancy noget. Det skal køres som et værtshus, og jeg kommer til at kigge mulige købere nøje efter i sømmene, siger hun.

 
 

Tid til rock og rul

Der er ingen tvivl om, at Jane vil blive savnet på Café Viking.

Under interviewet med Jane kommer flere gæster forbi for at hilse på eller for at tage afsked med hende. Mange af dem får et kram med på vejen, og de fleste kalder Jane for ”skat”.

Men selv om Jane vil komme ind og hjælpe de nye ejere af Café Viking i starten, står det fast, at hun snart har rakt den sidste genstand over baren.

Hvad skal du lave nu?

- Hvad jeg skal lave? Puha, nu skal jeg til at gå til alle de koncerter, jeg ikke har haft tid til før på grund af mine arbejdstider. Og så vil jeg lære at male. Jeg vil på højskole og lære at male. Sådan noget abstrakt kunst. Så det kan da være, I får mig at se ude på en fernisering. Ej, det tror jeg nu ikke på, men man har jo lov at håbe, griner Jane Pedersen.

 
 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik