Ikke mere nattedruk: Bevillingsnævn siger stop for nye nattilladelser

Bevillingsnævnet i Københavns Kommune varsler om stop for alle nye nattilladelser i Middelalderbyen.

Københavns Kommunes bevillingsnævn vil stoppe for alle nye natbevillinger i Middelalderbyen. Foto: Simon Læssøe - Ritzau Scanpix

De har længe været en torn i øjet på beboerne i Indre By. Nattilladelserne, som gør det muligt for beværtningerne at servere alkohol i stride strømme til langt ud på natten.

Men nu varsler Bevillingsnævnet i Københavns Kommune, at de vil ændre praksis for nattilladelser i Middelalderbyen.

Den nye praksis medfører et stop for alle nye nattilladelser i tidsrummet fra klokken 00-05 i alle ugens dage. Den ændrede praksis træder i kraft den 18. december i år, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

00:30 Luk video

"Der er betydelige nattelivsgener i Middelalderbyen. Området er et stærkt koncentreret restaurations- og nattelivsområde med et højt antal ordens- og ædruelighedsmæssige hændelser i nattetimerne og mange støjklager," skriver kommunen, som henviser til en analyse af restaurations- og nattelivet i Middelalderbyen, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet.

Middelalderbyen er afgrænset af gaderne:

Vester Voldgade
Stormgade
Vindebrogade
Holmens Kanal
Kongens Nytorv
Gothersgade
Nørre Voldgade.

Ikke til at sove om natten

Udmeldingen fra Bevillingsnævnet kommer i kølvandet på, at Københavns Overborgmester Frank Jensen (Soc.dem) så sent som sidste måned blæste til kamp mod nattelivsgenerne i Middelalderbyen, som huser godt hver tredje nattilladelse i hele København.

TV 2 talte i samme ombæring med flere beboerrepræsentanter, som var godt trætte af støjen og de mange fulde mennesker.  

- Der er stort set ikke til at sove om natten. Man kan ikke sove ud til gaden. Her er ulideligt, og her er en larm uden lige, lød det det fra blandt andre Morten Vesely, bestyrelsesmedlem i Beboerforeningen Nørre Kvarter.

Læs også Borgmester siger stop for natbevillinger: Beboere er skeptiske

137 nattilladelser i Middelalderbyen

Københavns Kommune oplyser til TV 2 Lorry, at der i skrivende stund er udstedt 137 nattilladelser i Middelalderbyen.

Restaurationer og beværtninger, som allerede har en nattilladelse, vil fremover fortsat kunne få tilladelsen, når den udløber. Hvis eksempelvis et værtshus lukker og bliver overtaget af en ny ejer, vil nattilladelsen desuden følge med. Men det gælder kun, hvis stedet bliver kørt videre med det samme koncept. Ellers kræver det en ny særskilt ansøgning. 

"Alle ansøgninger om alkoholbevilling og nattilladelse vil fortsat blive behandlet individuelt og konkret. Der kan således være særlige forhold som gør, at Bevillingsnævnet vælger at fravige den gældende praksis i en given sag," skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?