Hver anden borger i Region Hovedstaden oplever nabokonflikt

Høj musik, larmende husdyr og børn der leger skaber nabokonflikter for mere end hver anden borger i Hovedstaden. Det er flere end i andre regioner, viser nye tal.

Støj, larm og hunde der gør skaber nabokonflikter.

For mere end hver anden borger i Region Hovedstaden passer ovenstående udsagn ind i den formel, der til sidst ender med nabokonflikter. Det viser en ny undersøgelse, som TNS Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Mens det typisk er gøende hunde og larmende børn der bliver katalysator for over halvdelen af nabostridighederne i Region Hovedstaden, oplever hver tredje, at høj musik på et tidspunkt skaber en konflikt med naboen.

Og tallene for nabokonflikter er langt højere, end det gør sig gældende i resten af landets regioner. Til sammenligning er det blot hver tredje i Nordjylland og Syddanmark, der har haft problemer med de nærmeste naboer.

Så mange oplever nabokonflikter

  • Hele Danmark: 43 procent
  • Region Hovedstaden: 54 procent
  • Region Sjælland: 39 procent
  • Region Syddanmark: 35 procent
  • Region Midtjylland: 43 procent
  • Region Nordjylland: 35 procent

- Naboskab kan bidrage med rigtig mange gode ting. Derfor er det bekymrende, at så mange har oplevet nabokonflikter. Jeg tror, det er vigtigt, at vi viser hensyn til hinanden. For det kan være med til at forhindre konflikterne i at opstå, siger koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring, Kim Rud-Petersen.

Vis hensyn og snak sammen

Når folk bor tæt, skal der ofte ikke så meget til, at der opstår uenigheder. 

Konflikter kan opstå ud af de mindste ting, som hvordan fælleshækken skal klipes, hvor sent der skal høres musik i opgangen, eller hvor længe børnene kan lege, mens de larmer.

Ifølge Gjensidige skal der ikke meget til at løse konflikterne, og derfor er netop det vigtigt at have fokus på.

- Det er vigtigt, at man tager konflikterne i opløbet, så de ikke får lov til at udvikle sig. Det bedste råd vi kan komme med, er, at man taler sammen om problemerne. Ofte kræver det ikke meget mere end en dialog, hvor man lytter på hinanden, for at få løst uenigheden, siger Kim Rud-Petersen og uddyber:

- Hvis det udvikler sig, og det er svært at komme til enighed, kan det altid være en god idé at tage kontakt til en professionel konfliktmægler, der kan få naboskabet på ret kurs. For naboskabet er en vigtig ting, der kan bidrage med meget mere positivt.

Der er også forskel på, hvilke årsager der ligger til grund for konflikterne, alt efter om man bor i lejlighed i hovedstaden eller i villa, parcel- eller rækkehus i Nordsjælland.

Foreksempel viser undersøgelsens tal, at hele 39 procent af beboerne i etageejendomme har oplevet, at høj musik har ført til nabokonflikter, mens tallet for husejerne kun ligger på 16 procent.

Omvendt bliver husejerne i højere grad irriteret af naboens husdyr. Her oplever hele 19 procent, at dyrene bliver årsag til nabokonflikter - hvilket er hele 10 procent højere end for lejlighedsbeboerne.

Gode råd til godt naboskab

  • Sig noget: Snak med hinanden om problemet. Ofte kan problemerne let løses, hvis man bare snakker med hinanden om dem.
  • Se det fra naboens side: Er der en årsag til, at naboen gør, som han gør? Se det fra hans side, og konflikten kan måske blive løst hurtigere.
  • Se indad: Har du selv gjort noget, som kan have været med til at øge konflikten? Tag et kritisk kig på dine egne handlinger, så du bliver så nuanceret som muligt i din tilgang til problemerne.
  • Få professionel hjælp: Er alt håb ude, og kan I ikke blive enige om noget som helst. Så kan man få hjælp af professionelle konfliktmæglere, der kan rette op på udfordringerne med naboen.
Kilde: Gjensidige Forsinkring og TNS Gallup

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik