Hvad er det? Spøjs dansk opfindelse blev crowdfunded på 22 minutter

Kun 22 minutter skulle der til for, at produktet LastSwab nåede målet på 89.000 kroner på Kickstarter. På under et døgn er beløbet mere end syvdoblet.

Et dansk produkt stikker helt af på hjemmesiden Kickstarter i øjeblikket. Produktet, der er udviklet af tre danske designere, kan både beskrives som pudsigt, måske lidt ulækkert, men også miljøvenlig.

quote Det viser jo bare, at der er mange, som bekymrer sig for verden og vil gøre den til et bedre sted

Kåre Frandsen, designer af LastSwab

De tre designere, Isabel Aagaard, Nicolas Aagaard og Kåre Frandsen, som ejer FACO CPH på Amager, har nemlig opfundet en genanvendelig vatpind, som de kalder LastSwab. Og den lille genbrugelige pind har sat gang i en ren lavine af køb og donationer på Kickstarter.com. Da designerne satte LastSwab på Kickstarter tirsdag klokken 18.00 havde de allerede 22 minutter efter nået målet om at indsamle 89.000 kroner.

I skrivende stund har vatpinden over 640.000 kroner. Altså har produktet indsamlet mere end syv gange mere end målbeløbet på under et døgn. Og der er stadig 29 dage tilbage at overføre penge i.

Da TV 2 Lorry fik fat i en af LastSwabs designere Kåre Frandsen, er han fuldstændig overvældet over den store støtte, deres produkt modtager.

- Da vi oprettede projektet på Kickstarter, så sad vi og fulgte med. I løbet af de første ti minutter havde flere hundrede mennesker allerede været inde og overføre penge. Og det blev jo kun vildere derfra. Det er fuldstændig fantastisk og helt igennem overvældende, at så mange tror på vores produkt. Det viser jo bare, at der er mange, som bekymrer sig for verden og vil gøre den til et bedre sted, siger Kåre Frandsen til TV 2 Lorry.

Selvom mange danskere har støttet produktet, så er det altså klart amerikanerne, der har flest penge oppe af lommen, dernæst kommer Storbritannien, Holland og Frankrig.

Til gavn for miljøet

De tre designere havde længe drømt om at lave et produkt, der kunne gøre en forskel i verden, og som ikke bare blev endnu en forbrugsgenstand. Derfor begyndte Isabel, Nicolas og Kåre at undersøge, hvilke produkter der forurener mest i verdenshavene. Her er vatpinde på top ti.

quote Vi kan ikke redde hele verden med en vatpind, men vi kan gøre den til et lidt bedre sted

Kåre Frandsen, designer af LastSwab

Hver dag produceres 1,5 milliarder engangsvatpinde og rigtig mange af dem bliver skyllet ud i toilettet og havner direkte i verdenshavene, hvilket både er til fare for dyrene og forurener vandet.

- Vi kan ikke redde hele verden med en vatpind, men vi kan gøre den til et lidt bedre sted. Vi overvejede flere andre produkter, inden vi lagde os fast på vatpinde, men her kunne vi virkelig se en løsning på et stort problem, siger Kåre Frandsen og tilføjer:

- Vi vil gerne oprette en virksomhed, der hedder LastItems, hvor vi skal designe flere produkter, som kan eliminere genstande af engangsplast.

Billedet fra de tre designeres crowdfounding på Kickstarter.com
Billedet fra de tre designeres crowdfounding på Kickstarter.com
Foto: LastSwap

Et EU-forslag, der er blevet arbejdet på siden 2018, kan måske for fremtiden gøre nogle former for engangsplastprodukter forbudt. Derfor vil der på sigt komme et behov for producenter, der tilbyder forbrugerne nye alternativer.

Selvom der allerede eksisterer alternativer til de klassiske plastikvatpinde, som er lavet af papir, træ og hamp-bomuld, så forurener de stadig, fordi de kun er til engangsbrug. Derfor mener de tre designere at have knækket koden til at producere et meget mere miljøvenligt alternativ.

Produktet roses

Produktet er tydeligvis blevet taget rigtig godt imod på Kickstarter, men også på Facebook bliver produktet omtalt i rosende vendinger.

quote Folk er meget positive. De fortæller os, at de har ledt efter et produkt som det her

Kåre Frandsen, designer af LastSwab

- Vi har fået 6.000 følgere på Facebook nu. Og folk er meget positive. De fortæller os, at de har ledt efter et produkt som det her, oplyser Kåre Frandsen.

Det kommer også lidt negative kommentarer engang imellem fra folk, som bl.a. synes, at det er ulækkert at genbruge en vatpind.

De tre designere drømmer om at få vundet de fleste mennesker over til sidst, så ingen længere bruger almindelige engangsvatpinde.

- Vores største håb er, at man om mange år vil sidde og tale om den ”gamle” vatpind, som man smed ud efter kun en gangs brug. Og hvordan ingen gør sådan længere, afslutter Kåre Frandsen.

Produktet

Den genanvendelige vatpind kommer i to variationer. Den ene er designet til at blive brugt i øret, mens den anden er designet til at rette makeup.

Vatpinden er fremstillet af silikone og pinden er lavet af nylon. Isabel, Nicolas og Kåre har gennem de sidste halve år testet produktet både via simulering og gennem eget brug, og Kåre Frandsens forventning er, at vatpinden vil kunne holde i rigtig mange år, hvis ikke hele livet.

Artiklen fortsætter under billedet

Den standard vatpind der er beregnet til øret.
Den standard vatpind der er beregnet til øret.
Foto: LastSwap

Vatpindene kommer i et etui, der fås i forskellige farver.

Når vatpinden er blevet brugt, skal den vaskes med varmt vand og sæbe, og den kan derefter opbevares i etuiet igen og bruges på ny.

Udbudsprisen for en 2-pak vil efter planen komme til at koste omkring 240 kroner.

Kickstarter

Kickstarter er en hjemmeside, hvor iværksættere kan få donationer eller sælge produkter på forhånd. Folk kan gennem hjemmesiden støtte initiativer og produkter, de ønsker kommer på markedet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik